Og bød Muurmesterne fra Bygningen at vandre.
Hvordan, hvorfor vil hun sit Forsæt nu forandre?
Mon hun er ey tilfreds med hendes Ægtemand?
Det jo umuligt være kand,
De nyligen jo gifte ere;
Men med et Ord, hun lod ey bygge meere.
Og efter ongefær sex Maaneder mand saae,
At denne Mand paa Bordet laae.
Den kiære Mand!
Hun høyt og dyrt forsværer
At gifte sig igien; Udfaldet dog os lærer,
At før et Aar forløbet var,
(Thi Bygningen jo dog engang maa blive klar.)
Hun alt den tredie Mand til ægte taget har.
O dette var nu først en værdig Ægtemage,
Fornuftig, kierlig, føyelig,
Ey egensindig, but, ey heller vanskelig,
Hans Ønske ene var hans Kone at behage,
Hand bad, hvor andre Mænd befale myndigen,
Hand hendes Øynes Vink lod sin befaling være,
Og søgte strax at efterkomme den;
Kort sagt, de begge ret en Siæl og Hierte ere.
Den gode Kone! Ah hvor det fornøyer mig,
At hun i dette Val er blevet lykkelig!
Dog dette hendes Frogt endnu ey kunde lætte,
Hun ikke strax, som før, lod Bygningen fortsætte;
Jeg hendes Klogskab prise maae,
Jeg havde selv gjort ligesaa,
Gid PokkerMandfolk troe, naar det sig kand tildrage,
At mand saa læt to gange feil kand tage.
Et halvt Aar havde de som Ægtefolk nu levet,
Hun fandt at hendes Mand var ey forandret blevet,
