Poeterne have anført iblant den gyldene Tiids Lyksaligheder, at
mand var fritaget for Aarets Tiiders Forandringer, og at mand havde
et stedsevarende Foraar; men jeg tviler paa, at de, i denne indbildte
Lyksaligheds Stand, have tilstrækkeligen sørget for den u-mættelige Be¬
gierlighed, som Menneskene have efter ny Fornøyelser, og hvilken synes
i Særdeleshed at være den Menneskelige Naturs Character. Den For¬
nøyelse, som vi finde hos os, bestaaer for en stor Deel i en Sammen¬
lignelse, og kommer tillige af de Følelser, som vi fornemme og af
dem, som vi erindre os. Saaledes er Lindring efter Piine en Fornøyel¬
se for en Tiid, og vi blive meget behageligen vederqvægede, naar Le¬
gemet, som gyser af Kuld, faaer efter haanden sin naturlige Lunkenhed
igien; men den Glæde ophører naar vi have forglemt Kulden; vi maae
tabe noget af denne Lyst igien, dersom vi vil forøge og forfriske den,
og tilkiøbe os ny Lyksalighed ved frivillig Smerte. Det er derfor ikke
utroligt, hvor meget Jndbildingen end kand indtages af Beskrivel¬
ser over Lande, hvor ingen Vind høres uden den milde Vesten=Vind,
hvor mand ikke seer andet end Dale, som ere prydede med uforvissent¬
lige Blomster, og Skove, som bestandigen grønnes, at vi skulde snart bli¬
ve keede af denne uforanderlige Liighed, finde vore Tanker at blive dor¬
ske, formedelst Mangel paa andre Ting at see og tænke paa, og bede
Himmelen om, at vi maatte igien faae den sædvanlige Omvexling af
Aarets Tider, og agte os selv overflødigen belønnede, for de Uleylig¬
heder, som Sommeren og Vinteren føre med sig, ved de ny Fornøyel¬
ser, som vi finde i de mellemkommende behagelige Forandringer.
Enhver Aarets Tiid har sin besynderlige Magt til at bevæge Sin¬
det. Vinterens Nøgenhed og Strenghed sætter altid sine Beskuere i en
tankefuld og dyb Bestyrtning, der stiger og tiltager ligesom Skue=Plad¬
sens Forandringer falder; og Sindet bliver paa engang opfyldt med be¬
blandede Forestilling af det nærværende og det forbigangne, af de
Skiønheder, som ere forsvundne for vore Øyne, og den Ødeleggelse,
som er nu for dem.
Det er anmærket af Milton, at den, som forsømmer eller foragter
at besee Landet om Foraaret, og skiøtter ikke om at tage Deel i de For¬
nøyelser, som ere da i deres første Blomster og sødeste Lugt, hand er
suur¬
