Føyelighed, og ønske ofte, at denne ømgængelige Tiid, me
at sin
le Anseelse og Strenghed, maatte længe vare ved.
For dem, som have Lyst til at studere og øve deres Jndbildings
Kraft, er Vinteren den fornemste Tiid til at arbeide i. Mørkhed og
Stilhed sætter Sindet i en stadig Rolighed, og samler Tankerne. Og
naar mand savner udvortes Fornøyelser, saa stræber mand naturligen
efter at finde noget indvortes at forlyste sig med. Dette er den Tiid,
da de, hvis Lærdom sætter dem i Stand til at finde Tidsfordriv hos
dem selv, faae en meere end almindelig Overbeviisning om deres egen
Lyksalighed. Naar Elementerne have dømt dem til at blive allene, og
betaget dem de fleeste af de Forlystelser, som gemeenligen kaldes til Hielp
for at befordre Tidens Flugt, da kand de altid sinde ny Materier at
undersøge, og sætte deres Passioner i Arbeide med ny Eftertænkninger,
og saaledes forekomme den Kædsømmelighed, som altid hænger og svæ¬
ver over et tomt Sind.
Vel kand det ikke ventes af alle at være Poeter og Philosopher
at være stærk dreven i Videnskaber, eller at giøre sig megen Umag med
at udgrandske forgangne eller langt fraværende Ting og Tildragelser;
det er fornødent, at den største Deel af Menneskene skulde have at be¬
stille med det almindelige Livs ringe Forretninger; ringe, ikke i henseen¬
de til deres Medvirkning til vor Lyksalighed, men i henseende til de an¬
dre Dygtigheder, som udfordres til at befordre den. Hos disse Men¬
nesker maae det nødvendigen meere beroe paa Hændelser, at finde Mid¬
ler til at behageligen fordrive disse Timer, som deres Forretninger lade
dem have til overs, eller som Naturens Skrøbelighed forpligter dem til
at anvende paa Vederqvægelse og Forlystelse. Men endog disse vilde
jeg gierne indprente saadant et Begreb om Tidens Kostbarhed, der kand
bevæge dem til at udfinde, i deres meest rolige Timer, nogen Tidsfor¬
driv, af større Nytte og Anstændighed, end de sædvanlige Spill, hvil¬
ke ikke alleneste trætte og besvære Sindet uden at forbedre det, men de
bestyrke og Misundelses og Gierrigheds Passioner, og forleede ofte til
Hviig og Ødselhed, til Fordervelse og Ødeleggelse. Det er u-an¬
stændigt for et fornuftigt Væsen at anvende noget af den liden Tiid,
som er forundt os, uden nogen middelhar eller umiddelbar Hensigt til
den
