den Ende hvorfor vi ere skabte. Og omendskiønt et hvert Øyeblik kand
ikke anvendes paa en ordentlig Forbedring i vor Kundskab, eller i en
fastsat Øvelse af vore Mstalske og Religions Pligter, saa skulde dog
intet Øyeblik anvendes saaledes, at Viisdøm og Dyd vare udelukte der¬
fra, eller gaae forbi, uden at vi mueligen kunde blive meere eller min¬
dre skikkede til at bedre anvende den tilkommende Tiid.
Vi kand neppe fordrive en Time i et skikkeligt Sælskab og i brave
Folks Omgængelse, uden at være i Stand til, naar vi gaae derfra,
at fornøye os over at have givet eller taget nogen Fordeel deraf. Men
et Menneske kand blande Kort og ryste Tærninger fra Middag til Mid¬
nat, uden at spore nogen ny Begreb i hans Sind, eller at være mæg¬
tig for at erindre sig den Dag ved andre Hændelser end hans Vinding
eller Tab, og en forvirret Erindring af oprørte Passoner, af Knur og
høyrøstet Klammer.
Jmidlertid, efterdi Forfarenhed kand altid formaae meere end Lær¬
domme og Formaninger, saa vil jeg raade enhver af mine Læsere, som
pønse paa hvorledes de vil fordrive disse forestaaende ubehagelige Maa¬
neder, at de betænke, hvilke af deres fremfarne Tidsfordriv opfylde nu
deres Sind med den største Glæde, og beslutte at igientage disse For¬
lystelser, hvori de finde den varagtigste Fornøyelse.
Den Blinde og den Lamme.
Æen Lam engang en Blind maae finde
Paa Veyen ene siddende;
Med Glæde haabede den Blinde
At finde her en Leedere.
Jeg, sagde hin, dig skulde leede?
g Stakkel neppe selv kand gaae,
Men dine Skuldre synes brede;
At de en Byrde bære maae.
Dø¬
