Dersom du mig nu frem vil bære,
Jeg Veyen dig da sige vil,
Din stærke Fod mit Been skal være,
Mit Øye dig skal høre til.
Hand nu paa Ryggen af den Blinde
Dig hænger fast, den Blinde gaaer;
Ved fælles Hielp de giørligt finde,
Hvad ey enhver for sig formaaer.
En anden fattes hvad du haver
Og hvad hand har, det fattes dig;
Paa disse u-fuldkomne Gaver
Vort fælles Samqvem grunder sig.
Om det, som mig Naturen skænkte,
En anden ikke nægtet var,
Hand da paa sig alleene tænkte,
Og ey for mig Belymring bar.
Du derfor ey med Himlen kive;
Den Gave, som du trænger til,
Og andre har, kand fælles blive,
Naar vi kuns Samfund holde vil.
Jenghiz Cans Regierings Tiid, som havde undertvunget Østen,
levede i Staden Samarcand en Kiøbmand ved Navn Nouradin,
bekiendt over heele Jndien for hans vidtløftige Handel, og for hans
Retsindighed i all hans Omgang. Hans Pak=Huuse vare fyldte med
alle de Vare, som de længstbortliggende Lande forskaffe; alt hvad rart
Naturen eller Kunsten kunde tilveyebringe, alt hvad der var kostbart
alt hvad der var nyttigt, det iilede til hans Hænder. Stræderne vare
fyldte
