GUD lever, hersker jo, hand hører jo din Klage:
9 Hvor stor hand ogsaa er, hand Ravne=Ungers Røst
Dog hører: skal jeg da forsage?
Er hand da vel for stor til at antage sig
Min Jammer og at hielpe mig?
Dog medens hand sin Sorg med denne Trøst vil lindre,
Hans Hierte sukker ey desmindre:
Aha, hvorledes vil det mig herefter gaae?
Den beste Trøste=Grund endnu for svag befindes;
Et Hierte, som af Nød og Kummer plages saa,
Kand det vel strax med Grunde overvindes?
De stærke Grundes Kraft hand vel fornemme maae,
Dog vender snart igien tilbage,
Til de Bekymringer og Tanker, som ham plage,
Paa det at hine ey hos ham skal Virkning faae.
Alcestes nu i Sinde fik,
At gaae hen til sin Ven, for ham sin Nød at klage,
Hand havde denne Ven ey seet i tvende Dage,
Og sagde ved sig selv saaledes, da hand gik:
ja, Damvn er vel værd, at jeg til hannem haster,
Og paa saa troe en Ven min Kummers Byrde kaster,
Naar Damons Arm omfavner mig,
Naar Damons Tale mig Trøst og Opmuntring giver,
Taalmodighedens Pligt, der er saa vanskelig,
Mig ikke saa besværlig bliver.
Hand skynder sig med et af Længsel opfyldt Hierte,
Ret ligesom en Syg, der ellers krybe maae,
Til Lægen iiler hen, og føler ey sin Smerte,
Men drives af sit Haab til stærkere at gaae,
Indtil hand Lægens Huus kand naae.
En saadan brændende Attraa Alcestes driver
Til Damons Huus, at hand omfavne maae sin Ven;
Hand kommer der, gaaer op af Trappen hastigen,
