Det vrimlede af Folk: Alcestes bange bliver,
Min GUD! hvad skal jeg troe, at det betyde maae?
Hand triner ind; hans Ven liigklædt paa Bordet laae.
Det sidste Venskabs Kys sin døde Ven hand skænkte,
Og med et lættet Sind igien af Huuset gik,
Den Kummer, som tilforn hans Ro og Hierte krænkte,
Forsvandt i samme Øyeblik.
Hvi vil jeg, sagde hand, mig da med Sorrig plage?
Kand Døden mig saa snart borttage,
Hvad nytter mig al Verdens Lykke til?
For glad engang at døe, jeg ene leve vil.
Den Herre, af hvis Haand alt Kiød sit Ophold nyder,
Skal ogsaa lade mig, hvad jeg behøver, faae,
At blive hannem værd, at øve mig i Dyder,
Det min fornemste Sorg i Verden være maae!
Min Herre,
eg havde nyligen en meget mærkværdig Drøm, hvilken indprentede
sig saa stærkt i mit Sind, at jeg endnu erindrer hvert et Ord
deraf; og dersom J har ikke noget bedre at forrette, da kand J her
læse en Beskrivelse derover, som følger:
Mig syntes at jeg var midt i et meget behageligt Sælskab, og over¬
maade fornøyet over at give agt paa en munter og lystig Samtale, da
jeg uformodentligen blev vaer at een af de modbydeligste Figurer, som
mand kand indbilde sig, nærmede sig til mig. Hun var klædt i sort,
hendes Skind var sammenkrympet i tusende Rynker, hendes Øyne laae
dybt indsiunkne i hendes Hoved, hendes Ansigt var bleeg og gusten som
Dødens. Hendes Øyesyyn var fuldt af Forskrækkelse og en ubevægelig
Strenghed, og hendes Hænder bevæbnede med Svøber og Scorpio¬
Saa snart som hun kom mig nær, bød hun mig, med en for¬
ner.
skrækkelig Misne, og en Røst, hvorved mit Blood isnedes, at jeg skulde
