Her taug min Læremesterinde stille, og jeg vilde nu udviise min
Erkiendtlighed for hendes Tale og Underviisning, da Lyden af Klok¬
kerne i nærmeste Bye, og den oprindende Soels Straaler, som skøde
ind igiennem mine Vinduer, vakte mig op. Jeg er Eders &c.
Konen og Aanden.
J fordum Tiid, da Aanderne
Hig lode nu og da ved Midnats Tider see,
de arme Mennesker til Gavn og Tieneste,
En saadan Aand engang i lange hvide Klæder
For Sengen til en Kone træder
og venlig hende bad, at hun vil følge med;
dand førte hende da hen til et øde Sted,
Og sagde: Jeg dig kand den Efterretning give,
At her begravet er en stor og mægtig Skat,
Lad dit Tørklæde her til Tegn paa Stedet blive,
Og kom her Klokken Tolv igien i morgen Nat;
Kom hid, du da et Lys skal finde,
rav der, men lad et Ord ey høres af din Mund,
Thi taler du et Ord, da skal i samme Stund
Den gandske store Skat forsvinde.
Paa den bestemte Tiid, som Konen havde lovet,
Hun med en Spade sig paa Stedet finde lod;
Den Kone haver haft et kækt og dristigt Mood,
jeg havde det forvist ey vovet
Om tinge Skatter jeg end skulde fundet der;
Mon nogen for mit Liv mig vilde Børgen været?
Og Natten ikke er en Ven af Mennesker;
Og
