Dersom vi formode, at der ere Aander eller Engle, som give agt
paa Menneskenes Veye, som vi, baade efter Fornuften og Skriften,
have stor føye til at tænke; hvor ulige maae da de Begreb være, som
de giøre sig om os, og de, som vi gemeenligen giøre os om hveran¬
dre. Dersom de skulde lade os læse deres Fortegnelse over de Helte og
Store Mænd, som nu leve, hvor lidet skulde den komme overeens
med den Fortegnelse, som nogen iblant os selv vilde forfatte?
Vi blive forblindede ved prægtige Titler, ved Lærdoms skrydende
Pralerie, og ved Seyervindingers udbasunende Rygte; De, tvertimod
see Philosophen i hans Hytte, som besidder sin Siæl i Taalmodighed
og Taknemmelighed, endskiønt hand trykkes af det, som smaa Sind
kalde Fattigdom og Kummer. De søge ikke efter Store Mænd i
Spitsen af Krigs=Hærer, eller iblant et Hofs Pragt; men de finde
dem ofte i Skygger og eenlige Steder, paa Livets forborgene Veye og
afsides Fod=Stier. En viis Mands Spatsere=Gang om Aftenen er
meere herlig i deres Øyne, end en Generals March for Spidsen af hun¬
drede tusinde Mænd. At beskue og betragte Guds Gierninger: at giøre
en frivillig Retfærdigheds Gierning, med vor egen Skade: at have en
ædelmodig Omsorg for det Menneskelige Kiøns Beste: at fælde stiltien¬
de Taare over andres Elendighed: at dempe og undertvinge en hemme¬
lig Begierlighed eller Fortrydelse; kort sagt, en u-sminket Øvelse i Yd¬
myghed eller nogen anden Dyd; disse ere Gierninger, som i deres Øyne
ere berømmelige, og som give en Mand den Titel af Stor og Priis¬
værdig. De allernavnkundigste iblant os betragtes ofte af dem med
Medynk, med Foragt eller med Fortørnelse; da derimød disse, som ere
meest u-bekiendte iblant deres egne Med=Creature, ansees med Kiær¬
lighed, med bifald, og Høyagtelse.
Lærdommen af denne uærværende Betragtning bliver denne, at
vi skulde ikke lade os forleede af Menneskenes Domme eller Berømmel¬
ser, men eftertænke, hvad Figur enhver Person vil giøre, paa den Tiid,
