Saa dybt er dette Bedragerie rodfæstet i Hiertet og saa stærkt
bliver det beskyttet af Haab og Frygt imod Fornuftens Angreb, at hver¬
ken Kundskab eller Forfarenhed kand udrødde det, og vi forholde os
ret ligesom Livet var uden Ende, omendskiønt vi see og tilstaae dets U¬
vished og Korthed.
De Geistlige have, med stor Kraft og Jver, vist hvor urimeligt
det er at opsætte Omvendelsen; det er saa høy en Grad af Daarlighed,
at den sætter Ævigheden i Vove. Det er den samme Skrøbelighed og
Uforstand, ligesom Forsømmelsen er af meere eller mindre Vigtighed, at
udsætte til den tilkommende Tiid nogen Forretning eller Bekymring,
som nu udkræver vor Agtsomhed; Undertiden underkaste vi os selv u¬
fornødne Farer af saadanne Hændelser, som en betimelig Flittighed
vilde have forekommet, og undertiden forvirre vi vort Sind med forfæn¬
gelige og unyttige Forsigtigheder, og samle Forraad til at udføre saa¬
danne Anslag, som vi aldrig meere faae Leylighed til at sætte i Verk,
naar vi engang have ladet den gaae forbi.
Daasom den der lever længst lever kun en liden Tiid, saa maae et
hvert Menneske være forvisset om, at hand har ingen Tiid at spilde¬
Vort Livs Pligter ere afmaalte efter dets Varagtighed; enhver Dag
har sin Forretning, og naar den forsømmes, bliver den dobbelt i Mor¬
gen. Men den som har allereede u=nyttigen spildt disse Maaneder og
Aar, i hvilke hand skulde have arbeydet, hand maae erindre, at det hee¬
le er ikkun lidet, hvoraf hand har nu kun en Part tilbage, og efterdi
hand maae betragte de faa Øyeblik hand har til opers, som de sidste,
hvilke Himmelen betroer ham, saa bør hand ikke forspilde et eneeste af
de samme.
Till Uglspeil.
Den Nar, som Vittighed tit mindre feylede,
End mange, som ham nu belee,
Og sig, maa skee, paatog, en daarlig Nar at være,
Paa det hand andre Vid og Klogskab maatte lære
