gelse i Hiertet eller Øvelse for Fornuften.
Tiid i en keedsommelig og trøstesløs Uforanderlighed, uden nogen Bevæ¬
Dog endskiønt Alderdommen maa ved sin Gestalt giøre os bange
for at betragte den i Forveyen, saa skal vi dog gandske vist efterhaan¬
den blive gamle, og derfor bør vi undersøge hvad Forraad vi kand leg¬
ge op imod denne Drøvelses Tiid; hvad Lyksalighed vi kand sanke imod
Livets Vinter, og hvorledes vi kand fremdrage vores sidste Aar i Mun¬
terhed og Rolighed.
Har Menneskene ved Forfarenhed befundet, at ingen Deel af vort
Liv er mægtig for at forskaffe sig tilstrækkelig Fornøyelse og Lyst, uden
at glæde sig ved tilstundende uvisse Lyksaligheder, da kand vi gandske
sikkert slutte, at den høye Alder, forslidt ved Arbeyde, udmattet ved Be¬
kymringer, plaget ved Sygdomme, kand ikke have i sig selv
nogen Glæde, eller føle nogen Fornøyelse i at betragte det nærværende;
Al den Trøst som nu kand ventes, maa kaldes tilbage fra det forbi¬
gangne, eller laanes fra det tilkommende. Det forbigangne er alt for
tit meget snart udtømmet, alle de Hændelser eller Gierninger, hvoraf
Hukommelsen kand drage Fornøyelse, kand i en Hast samles og erin¬
dres, og det tilkommende ligger paa hin Side af Graven, og hvilket
mand ikke kand naae uden ved Dyd og Andagt.
Gudsfrygt, da, er den egentlige og rette Trøst for det aftagende
Menneske; efterdi denne Verden kand ikke give ham noget videre Haab.
Den derfore som bliver gammel, uden Religionens Haab, ligesom hand
tager af og bliver skrøbelig, og føler Smerte og Sorg at trænge u-ophørli¬
gen ind paa ham, saa falder hand meere og meere i en bondløs Elen¬
digheds Afgrund, hvor enhver Betragtning maa sænke ham dybere ned,
og hvor hand finder alleene ny Grader af Angest og Forskrækkelser og
Farer.
