Lisette.
Visette, en ung Kone laae
Blind i Smaakopperne; Enhver selv tænke maae
Hvorledes unge Koner ere,
Thi torde hendes Mand fra Sengen ikke gaae,
Hvor nødig hand sig end til dette tvunget faae;
Thi lad en Kone end, som Venus, deylig være,
Naar hun har Kopperne, hun ey indtage kand.
Her sidder nu den gode Mand,
Og maa med Hiertens Qval og Vaande
Sin syge Kone gaae til Haande,
Hand ofte Hoved=Puderne
Maa under hendes Hoved reede,
Og ofte Hierte-sukkende
Om hendes kiære Helbred bede;
Dog var hun ikke meeere skiøn,
Jeg maatte gierne seet hvordan hand giorde Bøn.
den arme Mand! jeg veed ham ikke at raadføre,
Maaskee, hand finder sig, og giør hvad andre giøre.
En Syg behøver jo dog en Opvarterinde,
Mand ingen bedre kand dertil, end Lotte, finde,
Som den der kiender best, og best at føye veed
Lisettes Egensindighed.
Hun dette Embede tienstfærdig tager an,
Og veed ret artigen i alting at fornøye
Den syge Kones Sind, saa og den friske Mand,
Og efter begge sig at føye;
Hun var tienstagtig, ung, skiøn, derhos føyelig,
Og derfor meget vel for begge skikker sig.
