Hvad giør mand ey, for at fordrive Sorg og Pine,
Naar Tiden os for lang og keedsom falde maa?
Den gode Mand til Lotte faae,
Og taelte hende til ved en ret venlig Mine,
Thi hand for Konens skyld, som udi Sengen laae,
Ey anderledes tale torde,
Og hvert et Øyekast, som hand til hende gjorde,
Om ikke lige kierligen,
Dog halv=bønhørt fra hende kom igien.
Ah, stakkels Kone! ja, din store Lykke er
At du kand ikke see, hvad mand bestiller her,
Hvor yndigen din Mand Charlotte vil behage;
Jeg meget vedde tør derpaa,
Hand hende før vel kiende maa,
Og derfor vilde nu til din Opvartning tage;
Ja, om det blev derved, at de med Øynene
Kuns til hinanden talede,
Da gik det an endnu, men J strax vaer skal blive,
At de hverandre Kys vil give.
Hand hende kierligen paa Halsen klappede,
Og hende kneb i Kinderne
Hun artig værger sig, som unge Brude giøre,
Men finder strax for got, ey meer at værge sig;
Hand kysser hende inderlig,
Men kyssede saa høyt, at mand det kunde høre.
Det jo ey andet mueligt var
Det maatte høres af Lisette,
Ja ja, hun hørte det, og spurte, hvad er dette,
Som smak saa høyt? Madam, Madam, var Lottes Svar,
Det eders kiære Mand og Ægtefælle var,
Som sukker hæftigen af overmaade Smerte,
Og sig tilfreds ey give kand.
Ah sagde hun, min kiære Mand,
Hvad har du dog et trofasi Hierte!
jeg dine dybe Suk kand ikke høre an,
Du dig til Græmmelse og Sorg ey overgive,
Jeg er jo dog endnu i Live.
