Min Herre!
E¬
ders store Forgænger, Spectator, stræbte at indprente hans Fruen¬
timmer=Læsere en Begiærlighed efter Kundskab; og endskiønt J
synes ikke at have lige Omsorg for dette Kiøn, saa kand mand dog ikke
beskylde eder for at J stræber af betage dem Lyst eller Mood til at tragte
efter alt hvad der er priiseligt. Men hvormeget end enten hand eller
J maa opvække vor Nysgierrighed, saa har J dog ikke endnu under¬
rettet os om, hvorledes vi kand fornøye den. Verden synes at have
almindeligen sammenrottet sig imod os for at hindre os fra Forstand og
Videnskab; mand hører vore Spørsmaal, ligesom vi ventede ingen
Svar paa dem; mand igiendriver vore Argumenter med Skiæmt og
Latter, og vi begegnes ligesom Creature, der overskride vor Naturs
Grændser, naar vi tragte efter alvorlige Ting eller Forbedring.
Jeg spurte i Gaar en Mand, som er berømt for en stor Astrono¬
mus, hvad der giorde Dagen lang om Sommeren, og kort om Vin¬
teren; og jeg fik til Svar, at Naturen forlængede Dagene om Som¬
meren, paa det Fruentimmerne skulde ikke fattes Tiid til at spatsere i
Kongens Hauge, og den forlængede Aftenerne om Vinteren, paa det
de kunde have Tiid nok til at fordrive ved Spille=Bordet.
Jeg haaber, J tviler ikke om, at jeg hørte saadan Underretning
med den velfortiente Foragt; og jeg beder, at J vil lade denne store
Mestere i Giækkerie vide, at det var meget langt fra, at jeg behøvede
nogen Oplysning, som hand kunde have givet mig. Jeg fremsatte det¬
te Spørsmaal ikke i anden Hensigt, end for at befrie ham for den Tvang
at tie stille, og at give ham Leylighed til at lukke sin Mund op i et me¬
get artigt Sælskab, som hand kunde da ikke komme fra, hvor urolig
hand end var, i det jeg høfligen førte ham paa den eneste Materie,
som jeg troede at hand var beqvem til at tale fornuftigen om.
Jeg er &c.
Generosa.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bøgtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2s.
