og det stærkeste Harnisk, som Fornuften kand meddeele os vil alleeneste
giøre deres Spids stump, men kand ikke tilbage drive dem.
Det store Middel, som Himmelen har givet vøi Hænder, er8
mødighed, hvorved, omendskiønt vi kand ikke formindske Legemets
seler, vi kand storligen bevare Sindets Rolighed, saa at vi skal alleenest
lide den naturlige og medfødde Kraft af det Onde s uden at forøge dets
Bitterhed, eller forlænge dets Virkninger.
Der er sandeligen ikke noget, som mindre skikker sig for et Menne¬
skes Natur i nogen Slags Elendighed, end Arrighed og Uregierlighed
hvilke, uden at undersøge om de ere ikke undertiden ugudelige, ere i det
mindste altid anstødelige, og drive andre, heller til at hade og forag
end til at ynke og hielpe os: dersom vi selv have tildraget os det Onde
vi lide, da har en Poet anmærket, at Taalmodighed er i en høy Grad
vor Pligt, efterdi ingen skulde blive vred over at føle det som hand har
fortient.
Leniter ex merito quicquid patiare ferendam.
Og sandeligen, dersom vi ere overbeviiste om, at vi have ikke gjordt
noget til vore Lidelser, dersom Straf falder paa Uskyldighed, eller Van¬
lykke hendes Fliid og Forsigtighed, da er Taalmodighed, enten den er
meere fornøden eller ikke, langt lættere, efterdi vor Smerte giøres da
ikke haardere, og vi have ikke Fortrydelses Bitterhed at legge til vor
Ulykkes Grumhed.
I disse onde Ting, som Guds Forsyn har tildeelt os, saasom
Vanskabning, Bræk paa nogen af Sandserne, eller høy Alder, maa
vi altid erindre, at Utaalmodighed kand ikke have nogen nærværende
Virkning, uden at berøve os den Trøst, som vor Tilstand antager,
ved at drive dem bort fra os, ved hvis Omgængelse eller Raad vi kun¬
de fornøyes eller hielpes; og at, i Hensigt til det tilkommende, den er
endnu mindre at forsvare, efterdi den, uden at formindske det Onde,
afskiærer os Haab om den Belønning, hvilken hand, som har paalagt
os det, vil meddeele dem, som bære det vel.
