J alle de onde Ting, som kand raades Bod paa, bør mand skye
Utaalmodighed, efterdi den spilder den Tiid og Agtsomhed paa Klage¬
maal, som, i fald den blev retskaffen anvendt, kunde borttage Aarfa¬
gen. Jblandt de erkiendtlige Erindringer, som Turenne pleyede i Sæl¬
skab at yde til deres Hukommelse, af hvilke hand var blevet underviist
i Krigs=Kunsten, taelte hand meget æragtigen om een, som lærte ham,
ikke at spilde sin Tiid paa at fortryde nogen Forseelse, som hand hav¬
de begaaet, men strax og med Hyrtighed at begynde paa at oprette den.
Taalmodighed og Underkastelse maa meget nøye skilles fra Klein¬
modighed og en dorsk Stilhed. Vi maa ikke knurre, men vi maa paa
en lovlig Maade stræbe imod; Thi Livets Elendigheder, ligesom Na¬
turens Fornødenheder, kalde os til Arbeide, og øve vor Flittighed.
Naar vi føle at nogen Sorg trykker os, da maa vi ikke slutte, at vi
kand alleneste adlyde Himmelens Villie ved at forsmægte derunder, li¬
gesaa lidet, som vi maa bilde os ind, naar vi plages af Tørst, at
Vand er forbudet; Vi kand aldrig tilvisse kiende, om Ulykke, saa vidt
den kommer fra Guds Haand, er en Gunst eller en Straf, men siden
alle Guds Forsyns sædvanlige Uddeelinger bør udtolkes efter Tingenes
almindelige Overeensstemmelse og Liighed, saa maa vi slutte, at vi ha¬
ve Rettighed til at giøre os fri fra een Uleylighed saavelsom en anden;
at vi alleeneste maa tage os vare for at kiøbe Befrielse med Synd, og
at vi svare til vor Skaberes Hensigt, enten det er Belønning eller Straf,
ved den arbeydsomme Stræben, som hand giør fornoden for os at ef¬
terkomme.
Denne Pligt er ikke meere vanskelig i nogen Stand, end i over¬
maade smertelige Sygdomme, hvilke sandeligen kand blive saa hæftige,
at de synes at udspende Livets Kræfter til den yderste Grad;, og lade
vor Agtsomhed ikkuns lidet Rum til Lærdomme eller Tilrettesættelse. J
denne Stand udfordrer den Menneskelige Natur, at mand holder den
noget til gode, og enhver Uordentlighed, undtagen Ugudelighed maa
lætteligen tilgives den. Dog paa det vi skal ikke for hastigen tænke os
selv berettigede til disse sørgelige Friheder i u-modstaaelige Elendigheder,
da er det fornødent at betænke, at den yderste Nød og Smerte, som
Menneskelig Vittighed kand optænke, eller Menneskelig Ondskab kand
