paaføre, har været baaret med Standhaftighed; og at dersom Syg¬
doms Piine er, som jeg troer den er, undertiden større end de konstige
Piinseler, saa ere de derfore i deres egen Natur kortere, Livets Byg¬
ning er snarlig brækket, Foreningen imellem Siælen og Legemet er
for en kort Tiid ophævet, og vi lade snarligen af at føle vore Sygdom¬
me, naar de engang blive for hæftige til at udstaaes; Jeg tænker mand
har nogen Aarsag til at spørge, om ikke Legemet og Sindet ere saaledes
indrettede efter hinanden, at den ene kand udstaae alt hvad der kand
tilføyes den anden; om ikke Dyden kand holde Stand saa længe som
Livet, og om en vel oplært Siæl vil ikke snarere skilles fra Legemet end
undertvinges.
J de Elendigheder, som virke fornemmeligen paa vore Passioner
saasom Aftagelse i vor Lykke, Venners Tab, eller vor Charakters Af¬
vigelse, er den største Fare for Utaalmodighed i det første Anfald, og
mange Midler ere optænkte, hvorved Stødet maa afværges. Blant
disse er dette den almindeligste Lægedom, ikke at tage Fornøyelse i no¬
gen Ting, hvis bestandige Besiddelse vi har ikke Magt til at forvisse os
selv om. Dette Raad, naar vi betragte nogen Jordiske Fordeels Ny¬
delse, som stridende imod en bestandig og indgroet Omsorg for den til¬
kommende Lyksalighed, er utvilagtigen rigtigt, og er givet os af ham,
hvis Ufeylbarhed ikke kand drages i Tvil; men, i al anden Forstand,
er det ikke ligesom at raade en fra at gaae, paa det hand skal ikke snuble,
eller fra at see, paa det hans Øyne skal ikke falde paa noget hæsligt:
Mig synes det er fornuftigt at nyde Velsignelser med Tilliid og Frimo¬
dighed, ligesom at miste dem med ydmyg Underkastelse; og at haabe
de gode Tings Vedvarenhed, som vi eye, uden Overmod og Velly¬
stighed, saavelsom de gode Tings Erstatning, som vi miste, uden Mis¬
haab og Knur.
Den fornemste Sikkerhed imod Utaalmodigheds frugtesløse Jam¬
mer, maa komme af en idelig Betragtning over Naturens Herres Viis¬
dom og Godhed, i hvis Hænder ere Rigdom og Fattigdom, Ære og
Vanære, Fornøyelse og Smerte, Liv og Død. En stadig Overbeviis¬
ning om, at alting sigter til vort Beste, og at det er mueligt at vende
Elendigheder til Lykfalighed, naar vi antage dem retteligen, vil brin¬
ge os til at velsigne HErrens Navn, enten hand giver eller tager.
