valer.
Svaler sang om kap, og hver for sig paastod,
Den andens Overmand at være,
Enhver med største Fliid sin Stemme høre lod,
Dog naar den ene skreeg, at ham den største Ære
Tilkom, da trættede den anden derimod.
En Lerke kom dertil: den Voldgiftsmand skal blive,
Og begge modigen paa ny nu stemme an,
Hør, sagde de, du skal os din Betænkning give,
Hvem af os to best siunge kand.
Men Lerken saae til dem med et medlident Øye,
Og sagde med Beskedenhed:
Jeg eder ikke kand i den Begiæring føye,
Thi jeg det ingenlunde veed;
Hvorpaa den vilde sig igien i Luften svinge,
Dog ney, de vilde den en Dom med Magt aftvinge.
Nu, sagde Lerken da, jeg eder vil tilstaae,
J ey hinanden overgaae,
Dog kand mand eders Sang ey skiøn og liflig kalde;
Thi naar mand haver hørt engang
De søde Nattergalers Sang,
Da kand os eders ey befalde.
middelmaadige Skribentere, som kive
Om Priisen, hvem der best af eder tænke kand,
O! at J vilde dog fredsommelige blive
Og tage vor Erindring an!
Vi ingen vil af eder krænke,
J alle lige got dog tænke,
Men ingen skiønt og ret af eder tænke kand.
J Væ¬
