ylænge havde været os skyldig. O! nu vil jeg fortæke dig alting. Jeg
har nu i nogle Dage ikke haft noget at leve af; thi det lidet jeg kun¬
du vil græde over
de bringe til veye, det bar jeg til din Fader-
at tænke hvor hand er; men vær forsikkret om hand vil snart komme i
Frihed. Det grumme Brev vilde have brækket hans Hierte, men jeg
har ikke viist ham det. Jeg har intet Sælskab paa nærværende Tiid
uden den lille Fanny, som staaer og giver agt paa mit Ansigt imedens
jeg skriver, og græder for hendes Søster: hun siger hun er forsikkret
gom at J er ikke vel, thi hun har mærket at min nærværende Bedrø¬
velse er for eder; Men tænk ikke, at jeg vilde saaledes fortælle dig min
4 Sorg, for at give dig Aarsag til at græmme dig; ney, det skeer allee¬
ne for at formane dig, at du ikke vil giøre den utaalelig, ved at leg¬
ge det dertil, som er verre end alt det andet. Lad os med et roligt
og fornøyet Sind være den Modgang, som vi have ikke paaført os
selv, og komme ihu, at der er een Magt, som kand bedre frelfe os der¬
fra end ved din Uskyldigheds Tab. Himmelen bevare mit kiære Barn.
Jeg er din hulde Moder &c. 4
Endskiønt Buddet havde lovet at levere dette Brev til Amanda;
saa gav hand det dog først til sin Herre, som hand meente vilde blive
glad ved at faae denne Leylighed, selv at levere det i hendes Hænder.
Hans Herre længtes med Utaalmodighed efter at vide hvorledes hans
Forslag var blevet antaget, og derfor hemmeligen brød Brevet for at
see dets Jndhold. Hand blev ikke lidet bevæget ved at see her saa liv¬
agtigt et Skilderie af en i Armod og Elendighed prøvet Dyd, men faldt
tillige i største Forundring over at finde, at hans Tilbud blev forkastet.
Jmidlertid besluttede hand dog at give Brevet fra sig, og derfor forseig¬
lede det igien med all Fliid og bragte det til Amanda. All den Umag
hand giorde sig for at faae hende i Tale var forgæves, indtil hand lod
hende forsikkre, at hand bragte et Brev fra hendes Moder. Hand vil¬
de ikke give det fra sig uden med det Vilkaar, at hun skulde læse det i
hans Nærværelse. Jmedens hun læste det, fæstede hand sine Øyne paa
hendes Ansigt med den største Agtsomhed; Hendes Bekymring udspreed¬
te ny Yndighed over hendes Skiønhed, og da hun brast i Graad, kun¬
de hand ikke længer bare sig for at tage Deel i hendes Sorg og at la¬
de hende vide, at hand selv havde og læst Brevet, og havde nu beslut¬
