Dog, maatte denne Tiid, hvor kort den og skal være,
Ey blive lang ved Sorg, ved Sygdom og Fortred,
Ja vilde Himlen os, til Vederlag, beskiære,
For de fratagne Aar, des meere Ro og Fred.
Og med Fornøyelse (en meere fremmet Gave!)
Opfylde dette Spand, som os til overs er,
Vi maatte nogen Agt endda for Livet have,
Og priise Skæbnens Raad, som havde sat os her.
Da maatte vi os end med nogen Ret fornøye
Ved at erindre os vor første Fødsels Dag,
Da maatte vi os end med Suk til Graven bøye
Og tage skælvende mod Dødens sidste Slag.
Men nu, da denne Stand saa fuld af Møye bliver,
Da alt vort Sukker=Brød er fuldt af Orme=Frøe,
Da Livet siælden os en luttret Glæde giver,
Da, før vi have lært at leve, vi maae døe,
Da vore Dage nu saa faa og korte ere
Ja ey alleene faa, men meget onde med,
Du da, O Menneske, din Fødsels Dag ey ære
Med ubetænksom Spøg og glemsom Lystighed.
Vel skal du ey med Job din Fødsels Dag forbande,
Men stræb at du ved Tro, og Dydens Øvelser
Den viise Salomons bekiendte Sprog kand sande,
At Dødens bedre dog end Fødsels Dagen er.
eg var engang kommet i Tale med en af de saa kaldte Rosicrucia¬
ner, angaaende den Store Hemmelighed. Saasom dette
Slags Mennesker (jeg meener disse iblant dem, som ere ikke aabenbare
Be dragere) ere overgroede med Enthusiastiske og Philosophiske Tanker,
saa var det meget fornøyeligt, at høre denne retsindige Adent vidtløf¬
tigen beskrive hans foregivne Opfindelse. Hand talte om denne Hem¬
melighed, som om en Aand, der levede inden i en Smaragd, og om¬
skiftede enhver Ting, som var den nær, til den høyeste Fuldkommenhed,
som der var mægtig til at opnaae. Den giver Solen en ny Glands,
sagde hand, og Diamanten en større Klarhed. Den bestraaler alle
