dem, som ere rigere end de selv end paa dem som sukke under større
Elendigheder. Alle Livets virkelige Fornøyelser og fornødne Beqvem¬
meligheder ere indsluttede i et meget fnevert Begreb; men saaledes er
Menneskenes Art, at de altid see videre frem, og stræbe efter at naae
den, som i Rigdom og Vælde er kommet for dem. For denne Aarsag,
saasom ingen kand egentligen kaldes riig, uden den som har meere end
hand behøver, saa ere der saa riige Mænd i nogen af de polerede Na¬
tioner, uden iblant Middel-Stands Folk, som indskrænke deres Ønsker
inden deres Formues Grændser, og have meere Riigdom end de vide
hvorledes at bruge og nyde. Personer som ere i en høyere Rang, leve
i en Slags prægtig Armod, og en sledsevarende Mangel, thi, i stedet
for at være tilfreds med Livets retskafne Fornøyelser, saa stræbe de efter
at overgaae hinanden i Skygger og udvortes Anseelse. Fornuftige
Folk have altid med en stor Deel Lystighed betragtet denne taabelige
fagen, som sætter de Store i Bevægelse, og, da de indskrænke deres
Begierligheder, saa nyde de all den hemmelige Fornøyelse, som andre
ideligen søge efter. Det er en vis Sandhed, at denne latterlige Jagen
efter indbildte Forlystelser kand ikke noksom legges for Dagen og beskæm¬
mes, efterdi den er en Kilde til alle disse Ulykker, som almindeligen øde¬
legge et Land. Lad en Mands Formue være saa stor som den vil, hand
er dog en fattig Mand, dersom hand ikke lever inden dens Grændser, og
det er naturligt at hand sætter sig selv til fals for enhver som vil give
ham hvad hand begiærer. Da Pittacus, efter sin Broders Død, som
havde efterladt ham en god Formue, blev tilbudet en stor Sum Pen¬
ge af Kongen i Lydien, takkede hand ham for hans Naade, men tillige
svarede, at hand havde allereede halvdeelen meere end hand vedste hvad
hand skulde giøre med. Kort sagt, Nøysomhed gielder det samme som
Riigdom, og Overdaadighed som Fattigdom; eller, efter Socratis Ord,
Nøysomhed er naturlig Riigdom, ligesom Overdaadighed er en
konstig eller selvgjordt Fattigdom. Jeg vil derfor anbefale dem, der
stedse tragte efter overflødige og indbildte Fornøyelser, og ikke vil giøre
sig den Umag at indskrænke deres Begierligheder, at betragte det for¬
træflige Sprog af den Viise Bion, nemlig, At ingen har saa me¬
gen Bekymring, som den der tragter efter meest Lyksalighed.
(Coutinuationen følger hernæst.)
