Jeg kand ikke ende denne Betragtning uden at anmærke, at der
aldrig var nogen Lærdom, undtagen den Christelige, som kunde virke¬
ligen frembringe i et Menneskes Sind den Dyd jeg har hidindtil taelt
om. For at giøre os fornøyede med vor nærværende Tilstand, fortælle
mange af de gamle Philosopher os, at vor Misfornøyelse alleneste ska¬
der os selv, uden at være mægtig til at giøre nogen Forandring i vore
Omstændigheder; andre, at alt det Onde, som rammer os, paaføres
os ved Skæbnens uforanderlige Fornødenhed, hvilken Guderne selv ere
underkastede; da andre derimod med stor Ærbarhed fortælle den der er
elendig, at det er fornødent hand skulde være saa, for at vedligeholde en
Sammenstemmelse i Verden, og at Guds Forsyns Plan vilde forstyr¬
res og forvendes, dersom det var anderledes. Disse og deslige Betragt¬
ninger stoppe heller Munden paa et Menneske end stiller ham tilfreds.
De kand viise ham at hans Misfornøyelse er ufornuftig, men de ere
ikke tilstrækkelige til at betage ham den. De give heller Mistvil end
Trøst. Med et Ord, et Menneske maatte svare en af disse Trøstere,
som Augustus svarede hans Ven, som formanede ham, at hand skulde
ikke sørge over en Persons Død som hand elskede, efterdi hans Sorg
kunde ikke bringe ham tilbage igien, det er just for denne samme
Aarsag, sagde Keyseren, at jeg sørger.
Tvertimod, Religionen bærer en kierligere Omsorg for den menne¬
skelige Natur. Den foreskriver et meget elendigt Menneske de Midler,
hvorved hand maae forbedre hans Tilstand; ja den viiser ham, at naar
hand bærer hans Gienvordigheder som hand bør, saa vil de naturligen
formindskes og borttages; den giør ham rolig her, efterdi den kand giø¬
re ham lyksalig herefter.
Kort sagt: et fornøyet Sind er den største Velsignelse som et Men¬
neske kand nyde i denne Verden; og dersom hans Lyksalighed i det nær¬
værende Liv udspringer af at tvinge hans Begierligheder, da vil den i
det tilkommende bestaae i at fyldestgiøre dem.
Min
