at blive overfaldet af den; At saasom Forfængeligheds Fordringer in¬
gen Grændser have, saa maa de til sidst afvises; og at det, maa skee,
er mindre vanskeligt og smerteligt at dempe dem, førend de have længe
været vante til at blive føyede.
Hvosomhelst der med Agtsomhed vil betragte dem, som ere navn¬
kundige for Riigdom, vil ikke ansee deres Stand saa herlig, at hand
skulde sætte sin Rolighed, meget mindre sin Dyd i Fare for at naae den.
Thi alt hvad stor Rigdom giver, over en middelmaadig Lykke, er en stør¬
re Anledning til Egensindigheds pludselige og urimelige Jndfald, et større
Privilegium for Vankundighed og Laster, en ideligere Forandring af
Smiger og Hyklerie, og en større Cirkel af Vellyster.
Der er een Aarsag, som siælden betragtes, der giør Rigdom min¬
dre begiærlig. For stor Rigdom er meget ofte Anleedning til Armod.
Den som ved Overflødighed er engang blevet egenraadig, kælen og ma¬
gelig, falder meget lætteligen hen til at forsømme sine Sager; og den
som tænker at hand har Raad til at være forsømmelig, er ikke langt
fra at blive fattig. Hand vil snart blive indviklet i Fortrædeligheder,
som hans Uforfarenhed vil giøre u-overvindelige; hand vil søge Hielp
hos dem, hvis Ford0eel det er, at hand skulde blive end meere betrykt;
og hand vil omsider blive revet i stykker af disse Rovfugle, som altid svæ¬
ve over rige Folk, der ere komne paa Knæene.
Da Jndiens Marke bleve opbrændte af en langvarig Tørke, stode
Hamet og Raschid, to Hyrder og Naboer, vansmægtede af Tørst, paa
deres Grunds fælles Grændseskæl, med deres Faarehiorde omkring sig,
som stønnede af Heede og Mathed, og bade begge, i deres yderste Nød,
om Vand. J et Øyeblik blev Luften formildet, Fuglene lode af at
qviddre, og Faarene at bræge. De kastede deres Øyne runden om
og saae en Skabning af en mægtig Størrelse komme frem igiennem Da¬
len; da hand kom nærmere, kiendte de, at det var Uddeelelsens Engel.
den ene Haand holdt hand Overflødigheds Neeger, og i den anden
Ødeleggelsens Sverd. Hyrderne stode skælvende og vilde gaaet af
Veyen for ham, men hand kaldte paa dem med en Røst, der var be¬
hageligere end den køle Luft, som spiller om Aftenen iblant de kostelige
