umpf bleve nedslagt
rækkede ved Trætheds Ankon¬
om de
kiendte paa hendes nedslagne Øyne og afmægtige Aasyvn; Hun kom
frem skælvende, sukkende og stønnende; ved hvert Suk tabte alle deres
Hierter, som saae hende, alt deres Mood, deres Seener slappedes, de¬
res Hænder rystede, og Arbeydes Instrumenter faldt fra dem.
Menneskene, som vare forskrækkede ved dette græselige Syyn, ang¬
rede nu hierteligen, at de saa lætteligen havde føyet sig efter Arbeydes
Anmodning, og begyndte igien at ønske sig de gyldene Dage, som de
erindrede sig at have levet under Roligheds Regiering; hvilken de
besluttede at besøge igien, og at opofre hende deres øvrige Leve Tiid.
Rolighed havde ikke forladt Verden, hvorfore de hastigen fandt hende,
og for at forsøne deres forrige Affald, saa indbøde de hende til at ny¬
de og tage Deel i de Ting, som Arbeyde havde forskaffet dem.
Rolighed derfore forlod Skovene og Dalene hvor hun hidindtil
havde boet, og gik ind i Palatser, hvilede sig i Alkover, og slumrede
Vinteren bort paa Dyner af Duun, og Sommeren i konstige Grotter,
med Vandfald spillende for sig. Dog var der altid noget som fattedes,
til at giøre hendes Lyksalighed fuldkommen, og hun kunde aldrig bringe hen¬
des tilbagekomne Flygtige til den Munterhed, som fandtes hos dem, førend
de indlode sig med Arbeyde. Ey heller var hendes Regiering gandske
uden Modsigelse, thi hun var tvunget til at deele den med Overdaadig
hed, omendskiønt hun altid betragtede denne som en falsk Ven, ved hvil¬
ken hendes Magt blev virkeligen svækket, da den syntes at befordres.
De to Foreenede regierte dog i nogen Tiid uden nogen synlig Mis¬
forstaaelse, indtil omsider Overdaadighed blev utro og forrædersk i sit
Embede, og lod Sygdom komme ind at angribe sine Tilbedere. Ro¬
lighed tog da Flugten, og overlod Pladsen til sine tvende Fiender, som
anvendte alle deres Kønster paa at bestyrke sig i deres Herredom, og
at stadfæste hinandens Nytte.
Roli,
