rende.
Den
Dvor priseligt er det, de Arme at betænke
Og give til Nødlidende,
Og sin Forlystelse frivilligen indskrænke,
For at husvale Fattige!
En mægtig Arve=Part tilfaldt i Dag Finette,
En Arv af Tønder Guld det var;
Nu kand jeg, sagde hun, de Fattige undsætte
Af den Velsignelse jeg har.
Da hun saa talede, kom, til sin store Lykke,
En Mand af Aar og Sygdom svag
For hendes Huus, og bad, nedbøyet paa sin Krykke,
Om lidet efter Velbehag.
Hvorledes kunde hun sig andet end forbarme?
Hun følte ret den Gamles Nød,
Hun græd, hun skyndte sig, gik ind og gav den Arme
Et mægtigt Stykke mulent Brød.
Me non oracula certum,
Sed mors certa facit.
er fortælles om en østerlandsk Monark, at hand holdt en Betlenter
f, hvis Forretning var at erindre ham om hans Døde¬
ved sit H¬
hed, i det hand hver Morgen, paa en vis Tiid, udraabte disse Ord:
Kom ihu, Printz, at du skal døe. Og Solon af Athenen ansaae
det for saa høyvigtig en Sag at betragte vor nærværende Stands Brøst¬
fældighed og Uvished, at hand efterlod de tilkommende Tider dette Bud:
Hav dine Øyne stedse henvendte til Livets Ende.
