gtsom Forestilling af den Time, som skal giøre en
En jævnlig og
Ende paa alle vore Anslag, og skille os fra alt hvad vi her have eyet
eller forhvervet, maae visseligen have største Virkning, til at beskikke vore
Forretninger paa en rigtig og fornuftig Maade, og til vort Levnets vii¬
se og lyksalige Indretning. Ey heller skulde noget ugudeligt, og ikke
ofte noget urimeligt, foretages eller fuldføres af den, som vilde begyn¬
de hver Dag med denne alvorlige Betragtning, at hand er født til at
døe.
Vor Lyksaligheds Forstyrrere i denne Verden ere vore Begierlig¬
heder, vor Sorg og Græmmelse, og vor Frygt; og imod alle disse er
Dødens jævnlige Betragtning et vist og beqvemt Middel. Tænk jævn¬
ligen, siger Epictetus, paa Fattigdom, Landflygtighed, og Døden,
og da vil du aldrig lade dig indtage af nogen hæftig Begierlighed, eller
lade nogen nedrig Tanke bemestre sig dit Hierte.
At denne Regel af Epictetus er grundet paa en rigtig Anmærkning,
vil lætteligen tilstaaes, naar vi betragte, hvorledes den hæftige Attraa
efter de Ting, som Menneskene almindeligen jage efter, bliver antændt
i vort Sind. Vi forestille os de Fornøyelser, som vi vente af een eller
anden Tings Besiddelse, og vi lade vore Tanker saa længe og med saa
stor Agtsomhed være fæstede derpaa, indtil vor Jndbilding bliver gand¬
ske indtaget deraf, og tillader os ikke at forestille os nogen anden Lyk¬
salighed, end dets Nydelse, eller nogen anden Elendighed end dets Tab;
Alle andre gode Ting, som Guds Forsyns Godhed har udspreedt over
Livet, blive forsømte som ubetydelige, naar de lignes imod den store
Sag, som vi have sat for vore Øyne, de blive bortslengte, som noget
der hindrer vor stræbsomme Fliid, eller traadte under Fødder, som no¬
get der ligger os i Veyen.
Et hvert Menneske har erfaret, hvor meget denne hæftige Attraa
svækkes, naar en stor eller langvarig Sygdom har sat Døden for hans
Øyne. Høyhed, Riigdom, Berømmelse, ere blevne agtede som for¬
fængelige og tomme Ting, naar den sidste Time syntes at tilstunde; og
de skulde altid beholde den samme Skikkelse og Værd i vore Øyne, der¬
som den samme Tanke altid beholdt overhaand hos os. Vi skulde da
finde,
