tænkning over at forsømme nogen Leylighed til at befordre mig
efterdi
enhver tænkte, at det meere tilkom, eller bedre kunde skee ved en anden.
Jeg skal i et andet Brev give eder en Beretning om de Løfter og For¬
ventelser, som ere givne mig, hvorledes jeg er blevet bedraget i min
Forhaabning, og hvad Forandringer mit Liv siden har været underka¬
stet; jeg haaber, at dette vil tiene til at viise, hvor ilde hand anlegger
sin Sag, som venter Lyksalighed uden Frihed. Jeg er &c.
Eubulus.
Siæle=Gaven.
Oront, som, skiønt hand var en meget fattig Mand,
J Verden havde dog den store Lykke fundet,
Hvor af sig Hyrder tit mod Fyrster rose kand,
At være med en kiær og trofast Ven forbundet,
Blev syg. Hans kloge Læge saae
Af visse Tegn, at Haab om Redning ikke
Her havde Sted; hand gav den Syge at forstaae,
At hand sit Huus kun skulde snart beskikke.
Oront, som vilde sig fra Verden nu unddrage,
Og fri i Sind og Aand mod Dødens Komme tage
Bad, at mand vilde strax Bud sende til hans Ven;
Hans Ven indfandt sig hastigen.
Oront ham kiærligen omfavner, sigende:
Jeg døer; og alt, hvad GUD mig her har vildet give,
Vil jeg dig skænke og forskrive,
Min Søn, at give ham en god Optugtelse,
Min Kone, hende at ernære;
Thi du fortiener det, at de skal dine være.
De
