vidt hermed, at hand ikke vilde tilstaae nogen, uden en dydig Mand,
at være smuk. Dette ligner vel meere et Philosophisk Jndfald, end en
viis Mands rette Meening; men Cato paastod det dog med stor Alvor¬
lighed. Kort sagt, disse Viise meente, at de kunde ikke tilstrækkeligen
forestille Dydens Ypperlighed, dersom de ikke derunder indbefattede alle
muelige Fuldkommenheder; og derfor var deres Tanke, at den ikke
alleene i sig selv var deylig, men at den giorde og Legemet selv deyligt,
og fordrev alleslags Legems Ufuldkommenheder fra den Person, som den
boede udi.
Det er en almindelig Anmærkning, at de, som selv have mindst
Følelse af Dyd og Godhed, ønske dog at de, som ere dem paarørende,
maae være gode og dydige; og det er meget mærkeligt, at ingen bliver
stærkere indtaget af Dydens Yndigheder hos det smukke Kiøn, end de,
som ved denne samme Høyagtelse antændes af Lyst til at ødeleg¬
ge den.
Et dydigt Sind i et denligt Legeme er visseligen et smukt Skilde¬
rie, som staaer i sit rette Lyys; og derfor er det ingen Under, at den
giør det smukke Kiøn gandske og aldeles tækkeligt.
Saasom Dyden i Almindelighed er af en elskværdig Natur, saa
ere der nogle særdeles Dyder, som ere meere elskelige end andre, og
disse ere de, som drive os til at giøre got imod andre. Maadelighed,
Afhold, Tro og Andagt ere i sig selv maaskee ligesaa priisværdige som
andre Dyder; men disse som giøre en Mand almindeligen elsket og yn¬
det, ere Retfærdighed, Barmhiertighed, Gavmildhed, og, kort sagt,
alle de gode Egenskaber, som giøre os nyttige for hverandre For
denne samme Aarsag bliver end og en u-ordentlig og ødsel Mand, som
har intet andet at giøre sig til af end en falsk Ædelmodighed og Gav¬
mildhed, ofte meere elsket og agtet end en Person af en meere fuldkommen
Carakter, naar denne særdeles Egenskab savnes hos ham.
Dydens tvende store Prydelser, som fremsætte den i sin fordeelag¬
ligste Gestalt og giøre den gandske og aldeles elskelig, ere et fornøyet
Sind og et got Hierte. Disse følges almindeligen ad, efterdi en Mand kand
