kalde deres Byer eller Stædet, vare en ung Karl og en Pige, som kom¬
me fra adskillige Kanter af Landet, saa anseelige formedelst deres Skiøn¬
hed, at de andre Jndvaanere kaldte dem Anningait og Ajut, saasom
der holdtes for at de lignede tvende af deres ældgamle Forfædre af sam¬
me Navn, som i fordum Tiid vare blevne forvandlede til Solen og
Maanen.
Anningait hørte i nogen Tiid Ajuts Berømmelser, uden at det
rørte ham meget, men omsider ved jævnlig Omgængelse blev hand ind¬
taget af hendes Yndigheder, og aabenbarede først sin Kierlighed, i det
hand bød hende med hendes Forældre til et Giæstebud, hvor hand satte
for Ajut Rumpen af en Hvalfisk. Ajut syntes vel ikke at finde stor
Behag i denne Artighed, dog mærkte mand, fra den Tiid, at hun
stælden lod sig see uden i en Trøye som var giordt af et hvidt Dyre¬
Skind: hun fornyede ofte den sorte Farve paa hendes Hænder og An¬
sigt: hun prydede hendes Ærmer med Coraller og Muskel=Skaller,
og flættede sit Haar med stor Fliid.
Hendes nette Dragt og den Skiønsomhed hvormed hun prydede
sig, havde saadan en Virkning hos Anningait, at hand kunde ikke læn¬
ger tvinge sig, men besluttede nu at aabenbare hende sin Kierlighed.
Hand forfattede derfor en Sang til hendes Berømmelse, i hvilken hand,
iblant andre heroiske og kierlige Tanker, erklærede, at "Hun var dey¬
lig, som en Foraars Vidie=Busk, og vellugtende som Thimian paa
Biergene; at hendes Fingre vare hvide, som Hav=Kalpens Tænder,
og hendes Smiil behagelig som Jisens Opløsning; at hand vilde
forfølge hende, omendskiønt hun skulde gaae over de indlandske Snee¬
Bierge, eller søge Skiul i de østlige Canibalers Huuler; at hand vil¬
de rive hende ud af Bierge=Troldens Arme, drage hende af Amarocs
Kløer, og redde hende ud af Hafgufas Strube." Hand sluttede
med et Ønske, at "hvosomhelst der skulde fordriste sig til at hindre hans
Forening med Ajut, maatte blive begravet uden hans Bue, og at
i Siælenes Land hans Hovedpande maatte ikke blive brugt til andet
y end at fange Draaberne op, som dryppede ned af de skinnende
Lamper.
