af tamme Dyyr gaae paa Græs i Markerne omkring dem; hvor de
kand reyse paa alle Tider om Aaret fra et Sted til et andet, paa
Veye som ere indsluttede med Træer, eller over Muure som ere opfør¬
te paa de indlandske Vande, og kand indrette deres Gang igiennem
viide og store Lande ved Syynet af grønne Høye eller adspreedte Byg¬
ninger. End og om Sommeren kand vi ikke reyse over Biergene,
hvor Sneen aldrig tøer op; ey heller kand vi komme til noget fralig¬
gende Sted, uden i vore Baade langs ved Landet. Betænk, Ajut,
nogle faa Sommer=Dage, og nogle faa Vinter=Nætter, og saa har
Menneskets Liv Ende. Natten er Roligheds, Glædskabs og Giæste¬
buds Tiid; men hvad vil den blussende Lampe, den lækkre Sælhund
eller den nydelige Tran være for mig, uden Ajuts Smiil?,
Anningaits Veltalenhed var forgæves; Pigen blev uovertalelig;
og de skiltes ad med de inderligste Løfter at mødes igien førend Vin¬
ter=Nætterne skulde komme.
Endskiønt Anningait blev noget forvirret over Ajuts forhalende
Koldsindighed, saa besluttede hand dog, at hand vilde ikke forsømme
at give hende alle muelige Prøver paa hans ærbødige Kiærlighed, og
derfore skænkte hende, før hand reyste bort, Skind af syv hvide Dyyr¬
Kalve, af fem Svaner og elleve Sælhunde; hand forærede hende tree
Steen=Lamper, ti Krukker med Sæl=Tran, og en stor Kaabber=Kedel,
som hand havde kiøbt paa et Skib for en halv Hvalfisk og tvende Horn
af Søe=Eenhie ninger.
Hjut blev saa meget bevæget ved hendes Beylers Kierlighed, eller
saa meget overvundet ved hans prægtige Gavmildhed, at hun fulgte
ham til Havbredden, og, da hun saae ham træde i Baaden, ønskte
hun lydeligen, at hand maatte komme tilbage med Overflødighed af
Skind og Tran; at hverken Hav=Fruerne maatte snappe ham bort ned
i Dybet, ey heller Bierge=Troldene indslutte ham i deres Huuler.
Hun stod en Tiidlang og saae efter Baaden, hvor i hand gik bort,
og derpaa vendte tilbage til hendes Hytte, taus og forsagt; fra den
Tiid af lagde hun sin hviide Dyre=Skinds Trøye bort, hun lod sit
aar
