Haar uflættet henge over Skuldrene, og kom ikke i Dants med de an¬
dre Piger. Hun stræbte at forslaae sine Tanker dermed at hun ideligen
havde noget Fruentimmer Arbeyde for; hun samlede Moos til Vinter¬
Lamperne, og tørrede Græs til at beklæde Anningaits Baade. Af de
Skind, som hand havde foræret hende, giorde hun en Fisker=Klædning
en lille Baad og Telt, altsammen af meget rart Arbeyde, og medens
hun havde hermed at bestille, opmuntrede hun sig med en Sang, i hvil¬
ken hun bad, i at hendes Kiæreste maatte have Hænder stærkere end
Biørnens Kløer, og Fødder hastigere end Rendyrets Fødder; at hans
Piil maatte aldrig feyle, og at hans Baad maatte aldrig blive læk;
at hand maatte aldrig snuble paa Jisen, eller blive afmægtig i Van¬
det, at Sælhunden maatte løbe paa hans Harpuun, og den saarede
Hvalfisk maatte forgæves slaae Bølgerne.
De store Baade, i hvilke Grønlænderne føre deres Familier fra
et Sted til et andet, blive altid roede af Qvindfolk, thi en Mand vil
ikke fornedre sig ved saadant Arbeyde, som udkræver hverken Dygtighed
eller Tapperhed. Saasom derfor Anningait havde intet at giøre, saa
blev hand des meere plaget af hans Kierligheds Tanker. Hand gik tre
gange bag hen i Baaden, med det Forsæt at springe i Vandet og svøm¬
me tilbage til hans Kiæreste, men da hand overveyede, hvilken Elendig¬
hed de maae udstaae om Vinteren, naar de har ingen Tran til deres
Lamper, eller Skind til deres Senge, saa besluttede hand at anvende
disse Uger, i hvilke hand skulde være fraværende fra hende, paa at sam¬
le Forraad til en overflødig Lyksalighed om Vinteren. Hand stillede
derfor sit Sind tilfreds saa got som hand kunde, og udtrykte sit Haab,
sin Sorrig og sin Frygt i afbrudte Suk og upyntede Betragtninger.
O skrøbelige og ustadige Liv, sagde hand, " hvor skal det ulyksalige
Menneske finde din Liige uden i Jisen, som flyder paa Havet? den
skyder sig op i høye Taarne, den glimrer langt fra, imedens Stor¬
men driver den, og Bølgerne slaae paa den, Solen smelter den oven
til og Klipperne knuse den neden til. Hvad er du, bedragelige For¬
nøyelse, andet end et pludseligt Nord=Lyys, som i et Øyeblik spiller i
Øynene, narrer den Reysende med Haab om Lyys, og derefter ævi¬
gen forsvinder? Hvad er du, Kierlighed, andet end et Hav=Svælg,
som vi nærme os til uden at kiende vor Fare, og drages uformærkt
nær¬
