Det hendte
rtiden, at de tvende Fiender komme lige imod
hinanden; J disse Skermydseler indsvøbte Løgnen altid sit Hoved i
tykke Skyer, og befalede Svlig at plante hemmelige Snarer og Fald¬
Strikker omkring hende. J hendes venstre Haand bar hun Ublue¬
heds Skjold, og Sophisteries Kogger raslede paa hendes Skulder.
Alle Passioner vare færdige saa snart hun befalede; Forfængelig Ind¬
bilding klappede med sine Vinger for ved hende, og Haardnakken¬
hed understøttede hende bag til.
Med saadant Følge og Bistand gik
hun undertiden frem imod Sandhed, og undertiden oppebiede hun den¬
nes Angreb. Men altid stræbte hun at skærmydsere langt fra, og be¬
standigen forandrede sin Plads fra en til anden Side, og lod sine Piile
flyve i adskillige Linier; thi hun fandt gandske sikkert, at hendes Styrke
forgik, saasnart Sandheds Øye stirrede hende lige i Ansigtet.
Sandhed havde sin Faders Majestætiske Aasyn, omendskiønt ikke
hans Torden, og naar Stridens Langvarighed bragte dem nærmere
til hinanden, saa lod Løgnen falde Sophisteries Vaaben af sin
Haand, og med begge Hænder holdt Ublueheds Skjold for sig, og tog
sin Tilflugt ind iblant Passionerne.
Sandhed, omendskiønt den ofte blev saaret, blev dog altid til
pas igien i en kort Tiid; men det skeedte almindeligen, at det mindste
Saar som Løgnen fik, udspreedte sin Gift til de nærmeste Parter, og
brød op igien, naar det syntes at være lægt.
Løgnen fandt inden kort Tiid, ved Forfarenhed, at all hendes
Overmagt bestod alleeneste i hendes hastige Løb, og hendes Stands
og Skikkelses Forandringer. Hun befalede derfor Mistanke at rand¬
sage Grunden for ved hende, og vogtede sig med stor Fliid for at kom¬
