Sandhed ble¬
dog ikke svagere, hvor meget Arbeyde og hvor
megen Striid den end maatte udstaae, thi hendes Kraft var u-overvin¬
delig, dog blev hun opirret ved at see sig saaledes bedraget og forhin¬
dret af en Fiende, som hun ansaae med Foragt og som maatte tilskrive
Ubestandighed, Skrøbelighed og List all sin Fordeel. Førbittret derfor
over at see sig bedraget i sit Haab, vendte hun sig til hendes Fader
Jupiter og bad, at hand igien vilde optage hende til Himmelen, og
overlade Menneskene til den Uorden og Elendighed, som de fortiente ved
det at de saa villigen underkastede sig Løgnens uretmæssige Herredom.
Juviter havde alt for stor Medynk med Menneskene, at hand skulde
føye hendes Begiæring, dog vilde gierne lætte hendes Arbeyde og for¬
milde hendes Græmmelse. Hand befalede, at hun skulde raadføre sig
med de ni Gudinder, ved hvad Midler hun kunde lættere blive antaget,
og regiere uden en bestandig Krigs Møye. Det blev da befundet, at
hun hindrede sin egen Fremgang ved hendes strenge og alvorlige Aasyn,
og hendes befalingers Høytidelighed; og at Menneskene vilde aldrig
godvilligen antage hende, førend de lode af at være bange for hende,
thi, ved det at de overgave sig til Løgnen, opofrede de siælden eller
tabte noget af deres Magelighed eller Fornøyelse; thi Løgnen antog
den Skabning og Gestalt som var meest tækkelig, og lod sig altid klæ¬
de, pynte og sminke af Begierlighed. Muserne vævede derfor i
Minervas Væv en los og foranderlig Kiørtel, ligesom den, i hvilken
Løgnen fangede sine Tilbedere; denne iførte de Sandhed og kaldte
hende Digt eller Fabel. Hun gik nu ud igien for at erodre med stør¬
ne Fremgang; thi naar hun begierte at indlades af Passionerne, saa
toge de hende an for Løgnen, og saaledes overlode hende Regieringen
igien; men naar hun havde engang sat sig i Herredom, saa blev hun
snarligen afkiædt ved Fornuften, og fremskinnede i hendes første Ge¬
stalt, med en medfød Glands og u-modstaaelig Værdighed.
Edder¬
