hvorhen vi vende vore Øyne, maae nødvendigen foraarsage os Glæde
over det efterfølgende Foraar, saa vel i henseende til det vi have over¬
staaet, som i henseende til det vi maa nyde; og enhver Blomster=Knop,
som et varmt Sted tilligen frembringer, betragtes af os som et Sende¬
bud, der forkynder os glædeligere Dages Ankomst.
Et Sind, der er saa frit for Bekymringers og Passioners Forvir¬
ring, at det kand have Stunder til rolige Forlystelser, finder i Foraa¬
ret næsten alle de Ting, som vor nærværende Stand giør os mægtige
til at nyde. Markenes og Skovenes adskillige Grønhed, den Foran¬
dring og Afvexling af behagelig Lugt, Fornøyelses Røst, som lader sine
Toner høre paa alle Sider, tillige med den Glædskabs Betragtning,
som saa kiendeligen yttrer sig hos alle Creature, formedelst deres Fødes
Fremvext og Væyrligets Mildhed, alt dette udspreder et lystigt Væ¬
sen over den gandske Jord, som meget eftertrykkeligen kaldes Naturens
Smiil.
Der ere Mennesker, hvilke disse Beskuelser ikke kand give nogen
Fornøyelse, og som iile bort, fra alle disse deylige Landsby=Forandrin¬
ger, til at fordrive deres Timer og forslaae deres Tanker ved Kort, el¬
ler Forsamlinger, eller Giæstebuder, eller ved at sladdre om daglige
Hændelser.
Det kand sættes fast, som en Slutning, der vil siælden slaae feyl,
at naar et Menneske kand ikke lide sit eget Sælskab, da hænger det ik¬
ke ret sammen. Hand maae flye for sig selv, enten fordi hand føler en
Keedsommelighed i Livet, formedelst den Ligevægt, som et tomt Sind
er udi, der har ingen Drift til en Bevægelse meere end til een anden,
uden saa vidt det drives ved nogen udvortes Magt, og maae derfor al¬
tid tage sin Tilflugt til fremmede Ting; eller hand maae være bange
for at overrumples af nogen ubehagelig Tanke, og, maae skee, stedse
arbeyder paa at undvige fra Erindring om noget Tab, fra Frygt for
nogen Elendighed eller fra nogen anden Tanke, der er endnu forskræk¬
keligere.
Disse,
Ec4
