Betragtninger over en Foraars Morgen.
Dee! hvor Naturen sig nu rundt omkring os fryder
Og med ny Deylighed den gandske Skabning pryder;
ee hvor den blide Sool gaaer som en Brudgom ud
Af Morgenrødens Telt at favne om sin Brud.
Hør, hvor den qviddrende og muntre Fugle=Skare
Med en ukunstet Sang sin Glæde vil forklare,
Paa hver Løv=ziiret Qvist de yttre deres Fryd
Mod den frembrudte Dag med en adskillig Lyd.
Ah! kunde jeg, o GUD, dig og en Lov=Sang siunge
Med en saa tækkelig og saa uskyldig Tunge!
Og af et brændende andægtigt Hiertes Grund
Frembære dig min Tak i denne Morgen=Stund!
Vinde, blæser mildt, at J min Sang maae bære
Op til den høye Sky, vor fælles GUD til Ære,
At mit Tak=Offers Lugt, som jeg nu bringer frem,
J Naade blive maae min Skaber angenem.
Bliid skinner Solens Glands paa blomsterfulde Enge,
Dens Lyys og Varme ind til Jordens Jndvold trænge:
Men, mod din Herlighed, o milde Skaber, sat
Den synes som indsvøbt i Skyggers mørke Nat.
De skiønne Blomsters Pragt mit Syyn og Sind indtager,
De sagte Bekkes Lyyd mit Øre og behager,
Men naar jeg tænker paa din Majestæt og Pragt,
Da er min Siæl henrykt, hver Sands i Dvale lagt.
Din Godhed, Store GUD, alt dette jo frembringer,
Af hvert et Creatur din Kierlighed udspringer;
Naturens svage Glands mod dig fordunkles maae,
Som Stiernerne ey kand mod Solens Straaler staae.
Alt
