Lod Faderen da ey sin Datter gifte sig?
Den Sag er mig uvitterlig.
Dog er det best, at jeg kun Sandhed siger;
Thi der, maae skee, blant dem, som spørge mig,
Kand findes mange unge Piger;
At jeg nu disse føye maae
Vil jeg oprigtigen tilstaae,
At hendes Fader skamfuld bliver
Og strax den Fremmedes Begiæring underskriver.
t tilgive Forurettelser og at have et forsonligt Hierte imod dem, som
F¬
have fornærmet os, er et ufeylbarligt Kiendemærke paa et høyt og
ædelt Sind, og er en uforbigængelig Pligt, der udkræves af os, som
fornuftige Creature, men meget meere som Christne.
Jeg finder ikke noget Exempel i den nyere Historie, der bedre pas¬
ser sig hertik end det som anføres om en Marquis de Renty. Denne
berømmelige Adelsmand var en Soldat og en Christen, og havde en
særdeles Lykke i at foreene disse tvende adskillige Carakterer, der synes
saa stridige. Hand var en høy Officier i den Franske Krigs=Hær, og havde
den Vanlykke at faae et Udfodrings=Brev fra en fornemme Herre i samme
Tieneste. Hand sendte ved same Bud, som bragte ham Brevetedette Svar
tilbage, at hand var bereedvillig til at overbeviise ham, at hand havde
Uret, og dersom hand kunde ikke paa den Maade stille ham tilfreds,
da var hand villig til at bede ham om Forladelse. Den anden var
ikke fornøyet med dette Svar, men paastod at hand skulde møde ham
med hans Kaarde; hvorpaa den anden gav dette Svar: At hand
havde besluttet ikke at giøre det, efterdi GUd og Kongen
havde forbudet det; ellers vilde hand lade ham vide, at all
den Umag hand giorde sig for at stille ham tilfreds, kom ikke
af nogen Frygt for ham, men for den Allmægtige GUd og
hans Unaade; at hand skulde gaae hver Dag ud i sine For¬
