Hanen og
Turtel¬¬
En Fabel.
t var Turtel=Duer sfadde en Sommer=Dag paa deres Due=Slag,
og med Neb mod Neb gave deres fælles Fornøyelse tilkiende. En
stolt Hane gik dem forbi og ansaae dem med en spodsk Foragt; hand
havde tiuge Høner efter og omkring sig. Duerne bleve siddende, uden
at see derefter, hvilket fortrød Hanen, som med en haanlig Latter sag¬
de: Mig synes at to kierlige Duer kand nebbes og leege heele Dagen!
dersom J ere saa lyksalige, som J foregive, da maae jeg tilstaae at
eders Lyksalighed er meget stor og langvarig; men jeg er vis paa, at
det er lutter Hyklerie og Forstilling. Kand een med een give hinanden
saadan Fornøyelse? Fy, jeg kand ikke taale at see disse hykkelske Duer.
Duriken svarede ham da: du vanartige Spottefugl, vi bekymre os ikke
om dit Gækkerie! Vor Kierlighed er trofast, og overlever Ungdommens
visnende Blomster; Turtel=Duer ere ikke alleeneste Elskere, men Ven¬
ner. Vi have i vort gandske Liv een og den samme Hensigt, vort
Haab, vor Frygt, vore Ønsker ere de samme. Du derimod hverken
elsker eller elskes; du er selv en Libertiner, og saaledes ere alle de Hø¬
ner, som du løber gal med. Vil een af dem staae dig bi, eller være
bekymret for dig, naar du af Jalousie eller Vrede vover en blodig Kamp
med andre Haner, du falder: en anden kommer i dit Sted, og den
sidstkomne er altid meest velkommen.
Duen sad imidlertid taus og stille, som det sømmer en beskeeden
Hustrue, men gav dog ved sine kiærlige Øyekast tilkiende, at hun sam¬
tykte og fornøyede sig ved hendes Mages fornuftige Tale.
Slidder Sladder! sagde Hanen, jeg gider ikke svare derpaa. Gaae
hen og slæb eders Lænker, som J finde saa stort Behag udi.
