rio
Juam,
Q¬
bilingves.
er er intet, siger Plato, saa fornøyeligt, som at høre eller tale
Sandhed. For den Aarsags skyld er ingen Omgængelse saa beha¬
gelig som med en oprigtig Mand, der hører uden at have i sinde at for¬
raade, og taler uden at have i sinde at bedrage.
Jblant alle de Efterretninger, som ere givne os om Cato, erindrer
jeg ikke nogen, som meere tiener til hans Ære, end følgende Hændelse,
som fortælles af Plutarchus. Da en Advocat havde en Sag at for¬
svare for en af Dommerne, kunde hand ikke fremstille fleere end et Vid¬
ne i en Post, hvor Loven udkrævede tvende Personers Vidnesbyrd;
hvorpaa Advocaten beraabte sig paa den Persons Sanddruhed og Op¬
rigtighed, som hand vilde fremstille, men Dommeren svarede ham, at
hvor Loven udkrævede tvende Vidner, der vilde hand ikke tage imod et,
omendskiønt det var Cato selv. Saadan en Tale af en Person der sad
i et høyt Dommer=Embede, og medens Cato endnu levede, viiser os
meere end tusende Exempler, hvor høy en Anseelse denne Store Mand
havde vundet iblant dem der levede med ham, formedelst hans Ret¬
sindighed.
Naar saadan en ubøyelig Oprigtighed bliver lidet formildet og ind¬
rettet efter Omgængelses og Artigheds Regler, da er der ikke en meere
skinnende Dyd iblant alle de Pligter, som henhøre til det menneskelige
Samqvem. Et Menneske bør dog tage sig vel i agt, at hand ikke dri¬
ver sin Artighed saavidt, at hand uddriver sin Sanddruhed, eller at
hand tiltager saa stærkt i Høflighed, at hand aftager i Dyd.
Denne Materie er meget nøyagtigen afhandlet i en fortræflig
Prædiken af en stor Engelsk Prædikant. Jeg vil udbede mig Tilla¬
delse at anføre to eller tree Meeninger deraf, som en beqvem Jndleed¬
ning til et merkværdigt Brev, som jeg i næstfølgende Blad vil med¬
o deele.
