Ach, sagde hand, lad Medynk eder røre!
Jeg intet har, hvormed min Tørst jeg stille kand.
Herefter skal jeg usle gamle Mand
Ey eder oftere Uleyligheder giøre,
Jeg haaber at GUd vil mit Ønske snart bønhøre,
Og ved min Død forløse mig.
O gode Gud! lad den dog snart indfinde sig.
Saa var den Gamles Ord; hvad svarede den Rige?
J er en saa bedaget Mand,
næsten er et Liig, J mig dog raaber an
Om Penge, paa det J end meere drikke kand?
f liderlige gamle Mand!
Jom efter Brændeviin endnu halvdød vil skrige,
Paa det J ravende maae ned i Graven stige?
Den som i Ungdoms Aar har sparet, lider ey
Alderdommen Nød. Derpaa hand gik sin Vey.
En skamfuld Taare=Flod ved denne Tale rinder
Ned af den Gamles bleege Kinder;
Gud veed det, sagde hand, og intet videre.
Jeg for Væmodighed mig neppe kunde bare;
Thi jeg blødhiertet er. Og i min Drøvelse
Gav jeg ham den Rix=Ort, som jeg nu vilde spare
Fra min Nysgierrighed, Rhinoceros at see.
Jeg gik, at hand min Graad ey skulde blive vaer,
Men hand mig kaldte strax tilbage,
Ach, sagde hand, med Graad i Øynene, J har
Nok grebet feyl. Jeg vil saa meget ikke tage,
Giv mig saa lidet kun tilbage,
At jeg med en Drik Øll mig vederqvæge kand.
Ney, sagde jeg, behold den heele Gave,
Jeg seer, J er en værdig gammel Mand,
Drik et Glas Viin derfor, J det behov kand have.
Men
