Hvem har nogensinde seet den elskværdige Emilia, uden at føle
paa eengang i sit Bryst saavel Kierligheds Lue, som et dydigt Ven¬
skabs inderlige Attraae. Hendes Opførsels utvungne Venligheder
hendes Tunges behagelige Lyyd drage eder uformærkt til at ønske en
nærmere Besiddelse af dem; men endog hendes Smiil har noget udi sig,
som stiltiende straffer en u-tilladelig Kierligheds Tilskyndelser. Saale¬
des, omendskiønt hendes Deylighed drager eder næsten u-imodstaaeli¬
gen til at elske hende, og opvækker Begierlighed, saa bliver J dog i
samme Øyeblik bragt til rette igien, ikke ved hendes Dyds Strenghed,
men Anstændighed. Den Sødhed, den Fromhed og Munterhed der sees
saa tydeligen i hendes Ansigt, udbreder sig naturligen i alle hendes Ord
og Gierninger. Den Mands Person maae være umenneskelig, som,
naar hand seer Emilia, finder ikke større Lyst til at giøre hende got,
end at fornøye sig selv. Hendes Person, saasom den er med saa stor
Fliid udziiret af Naturen, saa prydet med u-udstuderte Yndigheder, er
en beqvem Bolig for saa deyligt og elskeligt et Gemyt; der boer en for¬
nuftig Gudsfrygt, et beskeedent Haab, og en villig Overgivelse.
Mange af Menneskenes herskende Passioner blive uforskyldt beærede
med Navn af Religion; som saaledes yttrer sig selv i Gierningen, efter
dens Natur og Legems Beskaffenhed, som den boer udi; Saa at der¬
som vi skulde dømme efter de udvortes Anseelser, da maatte mand bil¬
de sig ind, at Religionen hos nogle er lidet bedre end suurseende og taus
Jndgetogenhed, hos andre Frygt, hos andre Mistrøstighed af en melan¬
cholsk Natur, hos nogle en nøyagtig Nidkiærhed i at tage visse ubetyde¬
lige selvgjordte Regler i agt, hos andre Strenghed, hos andre Prale¬
rie. Hos Emilia er den en Grund=Regel, som er grundet i Fornuften
og oplivet ved Haabet; den bryder ikke frem i u-ordentlige Anfald af en
pludselig Andagts Heede, men den er en jævn og stadig Regel for hen¬
des Gierninger. Den er nøyagtig uden Strenghed, medlidende uden
Taabelighed; den bringer til Fuldkommenhed denne milde Munterhed,
som har sin Oprindelse af Forstanden og er ikke en Virkning af et natur¬
ligen læt Sind.
Ved en ædelmodig Sympathie i Naturen føle vi os selv tilbøye¬
lige til at sørge, naar nogle af vore Med=Creature ere bedrøvede.
