er ikke tilstrækkeligt nok for
hendes Mand end maae tænke derom) det
Honoria; hun agter ikke om den Respect, som hun nyder for disse Aar¬
sagers skyld, men anseer den som en ringe Sag, og paastaaer at til¬
bedes med den dybeste Underdanighed som en Afgud; for denne Aarsags
skyld bliver hendes naturlige Begierlighed efter at leve bestandigen
holdt i tvang ved en urimelig Frygt for Rynker og Alderdom.
Emilia kand ikke formodes at være uvidende om hendes Yndighe¬
der, endskiønt hun synes at være saa; men hun vil ikke holde sin Lyk¬
salighed paa slige ustadige og tilbettlede Vilkaar, da hendes Siæl er
prydet med Skiønheder af en høyere og bestandigere Natur. Da vi
saae hende i hendes Ungdoms og Skiønheds fulde Blomster omringet
af en stor Mængde Tilbedere, da fandt hun ingen Behag i Mord og
Ødeleggelse, hun gav ikke Anledning til falske og bedragelige Haab,
der kunde forøge hendes Beyleres Punseler, naar de fandt sig udelukte
fra hendes Besiddelse, men efter at hun i nogen Tiid havde i agt taget
en Jomfruelig anstændig Koldsindighed, og undersøgt hendes adskillige
Beyleres Fortienester, fyldestgiorde hun omsider sin egen Tilbøyelighed,
i det hun overgav sig til Bromius og hans inderlige Kierlighed. Bro¬
mius havde da mange gode Egenskaber og skikkelige Midler, hvilke strax
efter bleve u-formodentligen forøgede til en stor og overflødig Formue;
dette blev en Tiidlang hans Ulykke, saasom det gav hans u-forfarne
Alder Anledning til ondt Sælskab og et vellystigt Levnet. Hand maatte
end meget længer have vandret i Lasters og Daarligheders Labyrinther,
dersom Emilias forsigtige Forhold havde ikke bragt ham til at undergive
sig hans egen Fornufts Herredom. Hendes oprigtige Hierte og skarp¬
sindige Forstand vare stedse forenede i at opfinde de beqvemmeste Mid¬
ler til at rette hans Passioner og at rense hans Forlystelser. Hun har
viist ham ved sit eget Exempel, at Dyden kand bestaae med sømmelige
Friheder og munter Lystighed, eller rettere, at den kand ikke bestaae
uden dem. Hendes gode Forstand gav hende snart at forstaae, at et
stiltiende Exempel og en venlig ufortrøden Opførsel vil altid være meere
overtalende, end alvorlige Lærdomme og strenge Paamindelser; og at
der er saa megen Hovmod indvævet i den Menneskelige Naturs Dan¬
nelse, at en stivsindet Mand maae ikkun paa en fiin og forblommet Maa¬
de erindres om hans Feyl, og derefter maae mand lade ham selv vi¬
