stillede en indbildt Skue=Plads, meere deylig end den virkelige. Paa
begge Sider af Bækken var en Gang af høye Træer, hvis Greene
vare bebyrdede med næsten ligesaa mange Fugle som Blade. Et hvert
Træ var fuldt af Harmonie.
Jeg var ikke gaaet langt frem i denne behagelige Dal, førend
jeg blev vaer, at ved Enden deraf stod et overmaade prægtigt Tem¬
pel. Bygningen var gammel og ordentlig. Paa Spidsen deraf var
forestillet Saturnus, i den samme Skabning og Dragt, som Poeterne
gemeenligen afmale Tiden.
Da jeg nu gik længere frem af for at sille min Nysgierrighed
ved en nærmere Beskuelse, blev jeg hindret fra at gaae videre, ved et
Syyn, som faldt mig i Øynene, der var langt deyligere end noget
af alt hvad jeg tilforn havde seet paa det gandske Sted. Jeg bilder
mig ind, Madam, at J vil lætteligen giætte, at det kunde neppe væ¬
re noget andet end J selv; det var og virkeligen saa; J laae udstrakt
paa Blomsterne ved Siden af Bækken, saa at eders Hænder, som
laae i en skiødesløs Postyr, næsten rørte Vandet. Eders Øyne va¬
re tillukte; men dersom eders Søvn berøvede mig den Fornøyelse at
see dem, saa gav den mig derimod stunder til at betragte adskillige
andre Yndigheder, som blive usynlige, naar eders Øyne ere aabne.
Jeg kunde ikke andet end forundre mig over den Rolighed J sov udi,
allerhelst naar jeg betænkte den Urolighed J foraarsager hos saa man¬
ge andre.
Medens jeg var gandske hentaget i disse Betragtninger fløy
Templets Dørre op med en meget stor Bulder; og da jeg opløftede
mine Øyne, saae jeg to Figurer, i menneskelig Skabning, komme
ned i Dalen. Ved en nærmere Betragtning fandt jeg dem at være
Ungdom og Kierlighed. Den første var omringet med et Slags
Purpur=Lyys, som udspreedte et herligt Skin over det gandske Sted;
Den anden holdt et brændende Fakkel i hans Haand. Jeg kunde
see, at paa den gandske Vey, hvor de komme hen imod os, syntes
Blomsternes Farver meere levende, Træerne skøde ud i Blomster,
Fuglene forenede sig i Par, og ærede dem med deres Sang, hvor
