Omsider vovede jeg at forestaae hende en liden Lyst=Reyse, og
H at begiære, at hun vilde i et lidet Sælskab anvende en Dag paa at
besee et Lyst=Sted med smukke Hauger, som laae nogle faa Miile
borte, og da hun havde lovet at føye mig deri, og jeg havde samlet
i det øvrige Sælskab, lod jeg, paa den bestemte Tiid, komme en Kar¬
rete, som jeg havde laant af en af mine Bekiendtere, thi jeg selv hav¬
de endnu ikke vildet kiøbe en, førend jeg kunde faae Leylighed til at
raadføre mig med det Fruentimmer, til hvis Brug den var bestemt.
Anthea kom ned, men just da hun vilde stige ind i Vognen, spranig
3 hun tilbage og syntes gandske forskrækket; hun sagde til os at hun tor¬
de ikke gaae ind i den, efterdi Betrækket var hende modbydeligt, og
dets Farve lignede saa meget den Sørge=Vogn, i hvilken hun for tre
35 Aar siden fulgte hendes Faster til Jorden, at hun skulde aldrig faae
hendes stakkels kiære Faster ud af hendes Tanker.
Jeg vedste at det kom ikke Friere til at sige deres Kiærester imod;
Jeg sendte derfor Vognen tilbage, og fik en anden som var meere le¬
vende. J denne gik vi allesammen ind, Kudsken begyndte at kiøre,
og vi fornøyede os med at tænke paa det som vi ventede at faae at see;
men da Vognen engang hældede gandske lidet, gav Anthea et stort
Skrig af sig og raabte at vi væltede. Vi vare tvungne til at fæste
all vor Agtsomhed paa hende, og hun forsømte ikke at vedligeholde
a den ved hendes idelige Skrigen, ved et hvert Hiørne, hvor vi maatte
vende omkring; imellemstunder maatte vi høre hendes knurvorne Kla¬
gemaal over Vognen at den var saa umagelig, og nødte mig adskilli¬
oge gange til at raabe paa Kudsken, at hand skulde tage sig i agt, og
ykiøre uden at støde. Den stakkels Karl giorde sig all Umag for at
behage os, og kiørte derfor gandske sagte, indtil Anthea besindede sig,
Hat vi paa denne Maade skulde blive des længere paa Steenene, og be¬
giærte derfor, at jeg vilde befale ham at kiøre stærkere. Hand slog
paa Hestene, og Vognen stødte igien, og Anthea fortallte os meget
høfligen, hvor høyt hun fortrød at hun havde givet sig i vort Sælskab.
9 Omsider kom vi paa den jævne Vev og begyndte at tænke, at
vore Besværligheder nu havde Ende, men i det samme blev=Anthea
vaer at der var en Bæk for ved os, hvilken hun kunde ikke vove sig
over.
Ni
