over. Vi vare derfor nødte til at staae ud af Vognen, saa det vi
kunde gaae over Broen; men da vi kom til den, befandt vi den saa
smal, at Anthea torde ikke sætte sin Fod derpaa, og var fornøyet der¬
med, efter lang Betænkning, at vi kaldte Vognen tilbage, og med.
3 utallige Forsigtigheder, Forstrækkelser og Klagemaal kiørte over Bækken.
Efter denne Forsinkelse var det fornødent at vi maatte skynde os
9noget, hvortil Kudsken og fik befaling; hvorpaa Anthea fortallte os,
at det skeedte ofte at der gik Jld i Axlerne, naar Vognen kiørte
saa hastigen, og bad mig derfor hvert Øyeblik at jeg vilde see ud,
paa det vi skulde ikke allesammen blive opbrændte. Jeg maatte ad¬
lyde og give hende Tiid efter anden de dyreste Forsikkringer, at alting
var vel, og at jeg haabede vi skulde komme til Stedet uden at miste
o vort Liv enten i Jld eller Vand.
Saaledes kiørte vi da afsted, paa bløde og haarde Veve, nu
stærkt, nu langsomt, men stedse med ny Forandringer af Skræk og
Klagemaal. Var Veyen haard, saa bleve vi forstødte, var den
blød, saa sank vi. Kiørte vi fast, saa væltede vi, kiørte vi sagte,
saa kom vi aldrig til Stedet. Endeligen saae hun noget, som hun
kaldte en sort Sky, og begyndte at erindre, at paa denne Aarets Tiid
pleyer det ofte at tordne. Dette syntes at være hendes Hoved=Angest,
thi nu fik Kudsken lov at kiøre til; og hun ansaae ingen Fare saa for¬
skrækkelig, at hun jo vilde gaae den imod, all den stund hun kunde
ykomme i Huus førend det tørdnede.
Saaledes gik vor heele Samtale ud paa Farligheder, og Bekym¬
ringer, og Frygt og Trøst, og Historier om Fruentimmer, som vare
komne i Moradser og maatte ligge den heele Nat paa en Heede eller
øde Mark, som vare druknede i Aaer, eller opbrændte af Lynild; og
vi vare ikke snarere paa et Haarbred slupne af en Elendighed, førend
vi bleve truede med en anden.
Omsider kom vi til det Sted, hvor vi havde i sinde at spiise og
forlyste os, og jeg foreslog Anthea mangfoldige Retter, som dette
Sted kunde forskaffe os, thi Stedet var vel forsynet med allehaande
Ting
