Ting til at tage imod Fremmede. Hun havde noget at indvende
imod enhver Ting, som jeg tilbød hende, een Ting kunde hun ikke
lide paa denne Tiid af Aaret, en anden Ting var hende modbydelig,
siden hun havde seet den ilde tillavet paa Frue Fodvels Bord, en an¬
den Ting var hun forsikkret om at de ikke kunde lave her i Huuset, og
en anden kunde hun ikke røre, med mindre der var en Fransk Sauce
til. Omsider faldt hendes Lyst til Lax, men der var ingen Lax i Huu¬
set. Jmidlertid blev den i stor Hast bragt til veye, og da den kom
paa Bordet, befandt hun at hendes Angest havde betaget hende all
Lyst til at spiise, hvorved hun dog meente at der var ikke meget tabt,
thi hun kunde aldrig troe at nogen Ting kunde blive reenligen tillavet
i et offentlig Giæstgiver=Huus.
Maaltidet var nu forbi, og Sælskabet spurte hende, (thi jeg var
nu ikke længer i Stand til at foreslaae noget) om vi skulde ikke besee
Haugerne, som vor første Hoved=Hensigt havde været. Anthea er¬
klærede, at hun kunde ikke forestille sig hvad Fornøyelse vi ventede af
at see nogle faa grønne Træer og lidet Sand, og to eller tre Huuler
med klart Vand; at hun for sin Part gad ikke gaae og spatsere førend
i Kølningen om Aftenen; hun meente at det saae ud til Regn, og
ønskte igien, at hun var blevet hiemme. Vi fandt os da deri, at
lade vor forventede Fornøyelse fare, og begyndte at tale om alminde¬
ylige Ting, hvorpaa Anthea sagde til os, at siden vi vare komne her
for at see Haugerne, saa vilde hun ikke hindre vor Fornøyelse. Vi
stode da alle op og gik i nogen Tiid igiennem Vængerne, uden nogen
anden Uleylighed, end at vi maatte nøye passe paa, at en Frøe skul¬
de ikke hoppe tverts over Veyen; thi Anthea lod os vide, at det vilde
gandske vist koste hendes Liv, om hun skulde faae den at see.
Frøer saae vi endel gen ikke noget til, men da vi vare komne et
par hundrede Skrit nær ved Haugerne, saae Anthea nogle Faar og
hørte Lyden af Vædderens Klokke, hvilken hun var forsikkret om var
ikke hængt paa ham for intet; og derfor skulde ingen Forsikkringer el¬
ler Bønner formaae hende til at gaae et Trin videre; det giorde hen¬
de ondt, at hun skulde forspilde Sælskabets Fornøyelse, men hendes
Liv var hende kiærere end all Ceremonie.
Nu
9 Vi
