Det varede ey meget længe,
Før Faderen igien ham saae, og spørger ad,
Om band har vel anvendt de sidst bekomne Penge?
Den unge Printz ham svarer gandske glad,
Jeg ey det ringeste deraf har vildet tage,
Her er hvert Stykke som jeg fik.
Hans Fader samme Øyeblik
De tvende hundrede Ducater tog tilbage,
Og slengte dennem ud paa Gaden, sigende:
Lær, Printz, den Kunst, herefter viisere
Og bedre Penge at anvende;
En Printz derfor saa meget har i Hænde,
At mange ved hans Hielp maae blive glædede!
Si fractus illabatur orbis,
lmpavidum ferient ruinæ.
ennesket, betragtet i sig selv, er et meget Hielpe-løøst og et meget
8¬
elendigt Creatur. Hand er hvert Øyeblik undergivet de største
klendigheder og Ulykker. Hand er besat med Farligheder paa alle Si¬
der, og kand blive ulyksalig ved utallige Hændelser, som hand kunde ikke
see forud, ey heller kunde forekommet, om hand forud havde seet dem.
Det er vor Trøst, medens vi ere underkastede saa mange Tilfælde,
at vi ere under Eens Varetægt, som styrer alle Hændelser, og hvis
Haand regierer alle de Ting, der kand skade eller giøre os Fortred; som
kiender hvor høyligen vi behøve hans Bistand, og er altid færdig til at
beviise dem den, som bede ham derom.
Den naturlige Pligt, som saadant et Creatur forbindes til imod et
saa viist og naadigt Væsen, er en fast Tillid til ham, i henseende til dette
Livs Velsignelser og fornødne Ting, og en bestandig Fortrøstning paa
ham, om Befrielse fra alle de Farer og Vonskeligheder, som kand møde os.
Det Menneske, som lever i saadan en Tilstand, har ikke saa mør¬
ke og melankolske Forestillinger af den menneskelige Natur, som den der
betragter sig som adskilt og uden Forbindelse med det Høyeste Væsen.
Naar hand overveyer hans egne Skrøbeligheder og Ufuldkommenheder,
saa trøster hand sig med at beskue de Guddommelige Egenskaber, som
hans
