hans Sikkerhed og Velfærd beroer paa. Kand hand selv ikke see forud,
da oprettes denne Mangel ved dens Alvidenhed som er hans Beskyttelse.
Hand føler ikke til sin egen Skrøbelighed, naar hand veed, at hans
Hielper er Almægtig. Kort sagt, det Menneske, som har en fast Tillid
til det Høyeste Væsen, er mægtig i hans Magt, viis ved hans Viis¬
dom, lyksalig ved hans Lyksalighed. Hand har Gavn af alle Guddom¬
melige Egenskaber, og taber sin egen Ufuldkommenhed i den uendelige
Fuldkommenheds Fylde.
For at giøre vort eget Liv des roligere for os selv, ere vi befalede
at sætte vor Tillid til ham, som er saaledes mægtig til at redde og hielpe
os; den Guddommelige Godhed har gjordt saadan en Fortrøstning til
en Pligt, omendskiønt vi skulde have været elendige, dersom den var
blevet os forbuden.
Saadan Tillid har ikke alleeneste Forjættelser paa, at hand vil ikke
lade dem blive til skamme, som forlade sig paa ham; men den er og i
visse Maader sin egen Belønning, i det den hielper meget til at reede os
ud af vore Gienvordigheder, eller at bære dem mandigen. Den som
troer at hand har en Bistand ved Haanden, og en Ven, som seer hans
Tilstand og Forhold, griber sig ofte an over sin Formue, og giør større
Ting, end andre der ikke ere opmuntrede ved saadan Tillid og Fortrøst¬
ning om et lykkeligt Udfald. Historien giver os Exempler af Generaler,
som, efterdi de troede at de vare under en usynlig Bistands Beskyttelse,
have ikke alleneste opmuntret deres Soldater til at giøre deres Beste,
men have og selv gjordt større Ting end de ellers skulde have gjordt, der¬
som de ikke havde været drevne af saadan Troe.
Og saasom denne Tillid virker Haab, Taalmodighed, Rolighed og
Munterhed og andre Dyder, ved hvilke vi gaae igiennem Livets Besværlig¬
heder, som vi ikke kand afværge eller undvige, saa yttrer den sin Kraft enduu
med større Glands i den allerforskrækkeligste Omstændighed, nemlig i Dø¬
den; hvor intet er mægtigt for at veyge op imod den Frygt, den Skræk og de
gruelige Forestillinger, som da besvære det menneskelige Sind, undtagen en
velgrundet Tillid til ham, som har ført os igiennem saa lang en Kiæde af Fa¬
rer og Besværligheder, at hand fremdeles vil være vor Ledsager, vort Lyys,
vor Bistand i vor Overgang til Ævigheden.
Jntet kand give os en livagtigere Afbilding paa saadant et, i Guds
Tillid, voligt og uforfærdet Sind, end den tre og tiugende Davids Psalme.
