o gaae hvorhen det skulde være. Tieneren førte hende meget tienstfær¬
digen og hemmeligen til hans Herres Huus, og bragte hende ind i et
beqvemt Kammer, indtil hand kom hiem. Herren, som vedste at hans
Tiener aldrig feylede at bringe hans Rov hiem, gjorde sig ret til gode
ved et Giæstebud, og var meget lystig i et Sælskab med Fruentimmer,
saasom hand ventede at blive om Aftenen modtaget af een, der var
ligesaa behagelig som den beste af dem. Da hand kom hiem, mødte
hans Tiener ham med en fræk og lystig Dristighed, og raabte: Hun
9er saa deylig som en Engel, (thi mand har ingen anden Lignelse ved
disse Leyligheder,) men den lille Tosse har grædt saa at hendes Øyne
here opsvolmede og tykke; thi hun er en Møe og af skikkelig Herkomst.
5 Hvorpaa hand førte sin Herre til det Kammer hvor hun var, og gik
bort. Da Herren saae hende svømmende i Taare, sagde hand med
nogen Forundring: Veed J ikke, lille Barn, hvorfor J er bragt her¬
hid? Den ulyksalige Pige faldt paa Knæ og med mange afbrudte
Suk og Taare sagde til ham. Jeg veed det, des verre! alt for vel,
hvorfor jeg er bragt herhid; min Moder, for at faae Brød til mig selv
og hende, har sendt mig herhid, for at giøre hvad eder behager; men
gid det maatte behage Himmelen at jeg kunde døe, førend jeg kom¬
mer i disse elendige og ulyksalige Cieaturers Tall, som leve uden Æ¬
re, hvorpaa hun begyndte igien at græde og at slaae sig for Brystet.
Herren trinede tilbage fra hende og sagde: jeg er ikke saa ugudelig
at jeg skulde skade eders Uskyldighed imod eders Villie.
Over denne nye og uforventede Hændelse faldt hand i saadan
en Forundring at hand blev dydig; hand svøbte den unge Pige ind i
5en Kappe, og ledsagede hende hen til en af hans Paarørende, hvil¬
ken hand bad at have Omsorg for hende i denne Nat. Om Morge¬
nen derpaa sendte hand Bud efter hendes Moder, og spurte om hen¬
des Datter var en reen Møe? Moderen forsikkrede ham, at da hun
5overleverede hende til hans Tiener, vedste hun ikke af nogen Mand.
9Er J da ikke, svarede Herren, en ugudelig Kone, at J vil hielpe til
9 at befordre eders eget Barns Fordervelse og Vanære? Hun slog sit
Hoved ned af Frygt og Skamfuldhed, og i hendes Forvirring yttrede
nogle afbrudte Ord angaaende hendes Fattigdom. Det rære langt
fra, sagde Herren, at J skulde hielpe eder af eders Mangel ved et
meget
