Undseelighed, Tugt og Ære tilside, for at fyldestgiøre sin Lyst, skulde saa
lidet bekymre sig om sit uskyldige Barn, at hun kunde slaae haanden af det,
og underkaste det saadanne Elendigheder, som hun ikke vedste selv hvad
Slags de maatte blive. Dette var i Amasinas Tanker saadan en umenneske¬
lig Grumhed, der langt overgik den Misgierning, hvoraf den havde sin Op¬
rindelse; og hun tilgav meere villigen den Uret, som var vederfaret hende selv,
end den, som blev øvet mod det hielpeløse Barn.
Jo meere hun tænkte derpaa, jo meere faldt hun i Forundring over
at et Fruentimmer kunde handle saa tvert imod Naturen; og da hun ofte
forestillede sig de Elendigheder, som dette arme forladte Barn formodent¬
ligen maatte blive underkastet, saa blev hun omsider saa indtaget af øm
Medynk, at hun fattede en Slutning, hvilken faa andre skulde kunde fatte.
Hun havde faaet at vide af sin tienstfærdige Veninde, baade hvad
den Kones Navn var og hvor hun boede, som det arme lille Noor var
overladt til; han vilde derfor ikke betroe noget Menneske sit Forehavende,
men svøbte sig ind i sin Kaabe, og kiørte i en Hyre=Vogn hen til Huuset.
Konen tog meget ærbødigen og kierligen imod hende, thi hun bildte sig ind,
at hun kom i det samme Ærende som Belinda og mange andre vare kom¬
ne, der elske Synden, men hade Skammen at blive røbede deri. Hun
førte hende strax ind i et afsides Kammer og sagde, at hun kunde gandske
frit aabenbare for hende hvad det og maatte være; thi hun var en Person,
der havde været betroet af saadanne Fruentimmer, som ikke for heele Ver¬
den vilde agtes skyldige i saadan en Forseelse.
Den dydige Amasina blev rød af Skamfuldhed, da denne Kone mis¬
tænkte hende for at være skyldig i en Gierning, som hendes Siæl skælvede
ved at tænke paa at den kunde begaaes af andre; hun giorde derfor hasti¬
gen Ende paa den Lov=Tale, som Konen begyndte at holde om sin egen
Fliid, Omhyggelighed, Dygtighed og Troeskab. Jeg kommer ikke, sagde
Palamons Hustrue, i det Ærende, som J synes at tænke, men mit Ærende
udkræver dog ikke mindre eders Taushed; jeg har intet ulyksaligt Barn at
overgive til eder, men jeg kommer for at befrie eder for et, som J har
nyligen taget eder paa at drage Omsorg for.
(Fortsættelsen skal følge,)
