mand maae føle, der er i lige Omstændigheder med Paa¬
se¬
maa? At finde sin Forseelse saa haandgribeligen vitterlig for hende, som
hand ellermindst vilde have den bekiendt for; at blive begegnet paa den
allerforbindtligste Maade, da hand ikke kunde ventet andet end Bebrey¬
delser og Vrede; at høre hvorledes den forurettede Person gav ham til¬
kiende at hun vedste hvad hand havde giordt, og det paa saadan en
Maade, som om hun selv, og ikke hand, havde været skyldig; alt dette
forvirrede saaledes hans Tanker imellem Fortrydelse, Skræk og Skam¬
fuldhed, at hand havde ikke Magt til at svare et Ord paa hvad hun
sagde. Hand gik nogle gange omkring i Stuen i en forvirret Bevægelse,
og stræbte at faae den Sinds Frimodighed igien, som syntes saa fornø¬
den ved denne Leylighed, men forgæves. Omsider slengte hand sig i en
Læne=Stoel, lige over for den, i hvilken hans Kone sad, og raabte:
Gode GUd! er jeg vaagen! Kand det være mueligt at der er saadan
en Kone til i Verden?
Den søde Amasinas fromme og milde Gemyt kunde ikke uden Be¬
kymring see ham i saadanne Sinds Forvirringer, saa at hun næsten for¬
trød, at hun havde givet ham Anledning dertil; Hun løb hastigen hen
til ham, slog sine Arme om hans Hals, og sagde: Min hierte allere
kiæreste Palamon, lad det ikke foruroelige eder, at jeg veed en Hemme¬
lighed, som jeg hverken har søgt efter, eller, da den i visse Maader blev
tvunget mig paa, har aabenbaret for noget Menneske i Verden. Be¬
tragt mig som jeg er,-
eders Kone - en Deel af eder selv
og J vil da blive forvisset om, at J kand ikke være skyldig i no¬
gen Forseelse, som jeg jo gierne vil undskylde og med største Fliid skiule.
Døm selv om min Oprigtighed, sagde hun fremdeeles, omfavnende
ham paa ny igien, af min Opførsel, hvilken J selv veed at jeg har ikke
i ringeste Maader forandret, endskiønt jeg vedste denne Handel.
O Amasina, raabte hand, trykkende hende kierligen til sit Bryst,
g! er visseligen overbeviist om, hvor lidet jeg har fortient saadanne
Prøver af eders forunderlige Godhed; min Siæl løber over af Tak¬
nemmelighed og Kierlighed;
dog, hvorledes kand jeg forsone min
begangne Misgierning? -- Hun faldt ham ind i Talen og
sagde: Ved at ikke tale meere derom, og at lade mig have Deel i det
Hierte,
